I manges øjne starter Roskilde festivalen først på dagen når den indre del af festivalpladsen åbner, og hoved programmet begynder – helt nøjagtigt når Orange Scene tænder for strømmen – og første artist griber mikrofonen. Hvilket her i 2025 er onsdag d. 2. juli, hvor den danske popstjerne Annika har fået æren. Men festivalen åbner jo faktisk op for myriader af oplevelser i campingområderne udenom festivalpladsen adskillige dage før, og da Art & Activism programmet også lever i bedste velgående uden for festivalpladsen, bl.a. i stor stil på RE:ACT-scenen, så tog Sceneblog i år forskud på glæderne, og drog mod Roskilde tirsdag d. 1. juli – dagen før dagen.
Iført passende beklædning, og med Roskilde Festivals App som tro væbner, fandt jeg scenen RE:ACT, der i år er udvidet med et ekstra rum – ROOM OF RAPTIVISM – hvor man med hørebøffer og videoskærme kan opleve flere interessante rappere, der alle har noget på hjerte. Og da jeg var i god tid før min første liveperformance i teltet, rettighedsbingo, gav det god mening at fylde lidt på tanken med lidt velvalgte men vrede ord, fra en håndfuld kunstnere der ikke mener at det at tie stille hører under begrebet aktivisme.
Og det var faktisk, uden at vide det på forhånd, dagens gennemgående mantra i programmet Art & Activism. Jeg lagde som sagt ud med en kamptale og forrygende en lip-sync performance af drag fænomenet Mizz Privileze, der kæmper for menneskerettigheder på enhver tænkelig måde – også med en gang rettighedsbingo der virkelig brændte igennem hos det veloplagte publikum i det proppede telt.
Don’t mess with the Mizz.
Og så var både dragshow og bingo rent faktisk en bonusoplevelse, fordi jeg var kommet i god til RE:ACT for at opleve en talk med unge aktivister, hvor der bl.a. skulle debatteres fællestræk og forskelle i de globale udfordringer.
RAPOLITICS havde i samarbejde med Roskilde Festival og Institut for Menneskerettigheder samlet tre stærke aktivister, og jeg skal love for at dansk-palæstinenseren Dalia Kababo, inuit kunstneren Nina Sikkersoq, samt klimaktivisten Greta Thunberg, havde gode pointer at dele.
Der var grundlæggende en enighed om at solidaritet, frihed og fremtid, bør være grundlaget for enhver diskussion om verdenssamfundet og den jord vi bor på, og meget hurtigt var den engelsksprogede diskussion tunet ind på colonization og decolonization. Altså om, hvordan magtfulde mænd alt for længe – og stadig – med magt har overtaget samfund og lande, for derefter at påtvinge befolkningerne de nye magthaveres meninger og levevis. Og om, hvordan man kommer denne kolonisering til livs.
Dalia Kababo, der har spillet en central rolle i Palæstina-mobiliseringen i Danmark, argumenterede naturligvis for Palæstinas ret til at eksistere og krav på et land, et krav der i øvrigt blev gentaget dagen ud ved mange forskellige talks og performances.
Nina Sikkersoq – der senest på fremragende vis har spillet hovedrollen i Det Olske Orkesters forestilling DET VANDRENDE MENNESKE – fortalte om Grønlands situation, hvor Danmarks (regeringens) måde at fremhæve sin egen legitimitet, ved at sige at Grønland da har det meget bedre i Danmarks hænder, end i USA’s, jo i sin grundtanke blot er er gentage koloniseringen fra Hans Egedes tid. Og da slet ikke tager en afkolonisering alvorligt.
The struggles are interconnected.
Og Greta Thunberg, med sin verdenskendte klimaaktivisme, kunne ikke bare også nikke genkendende til de andres kampe, hun understregede det absurde i at redde klodens klima, mens verden er i krig og krigsherrerne stadig ikke fatter at man ikke bare kan overtage eller kolonisere andre lande. Derfor kæmper hun også aktivt i bl.a. Palæstinas kamp.
Som privilegeret har man et ansvar for at handle, når uret sker. Og det er ikke nok, kun at snakke, og sige man er solidarisk.
Flot og modig diskussion med de tre frontkæmpere, der understregede at det sidste ord i Roskilde Festivals program Art & Activism ikke bare er tom snak med et buzzword på toppen – på Ros bliver der givet plads til reelle, seriøse debatter og aktivistisk tænkning.
På samme måde sendte den græsk-egyptiske rapper Sara ATH sit queer feministiske budskab ud til publikum på RE:ACT-scenen med lige dele inderlighed og frustreret vrede, der lyste ud af den karismatiske kunstner. Sara ATH har valgt kun at synge på sine to modersmål, arabisk og græsk, og da jeg (og helt sikkert også en stor del af Roskilde publikummet) ikke forstår nogen af de to sprog, så blev det gennem Sara ATH’s udtryk og mimik vi kunne følge med i hendes RE:CLAIM YOUR BODY rap performance. Ret vildt.
Og der var flere rap-performances i RE:ACT teltet, der var proppet hele dagen, selv vi som sagt stadig kun var ved dagen før dagen, hvor det helt store program rulles ud.
Men jeg kunne lige nå en performance mere, og stor var både overraskelsen og fornøjelsen, da jeg opdagede at samtidscirkus artisten Elise Reine og en særligt til Roskilde produceret samtidscirkusperformance – MANIFEST – rullede over festivalens syrede Dancefloor scene på den sene eftermiddag.
Den sindssygt dygtige kontorsionist Elise Bjerkelund Reine kastede sig atter ud i de vildeste trapezkunstner, samt fortalte sin I am the snake woman tekst om seksualiseringen af slangemennesket. Naturligvis iført en tækkelig lang grøn velourkjole, der gjorde Reines ord endnu mere provokerende.
I am covered in mucus. I can penetrate every hole in your body.
Men også den argentinske hovedbøjleperformer Mau Cugat, den finske hårophængningsartist Milla Lahtinen, forvridningsperformeren Adalberto Fernandez Torres fra Paraguay, samt den amerikanske danseakrobat Julie Bergez, gav os en sitespecific performance i samtidscirkus på Dancefloor der ville noget.
Og det var stadig dagen før dagen på Roskilde. Ser frem til hvad morgendagen og den kommende tid bringer indenfor Art & Activism, der jo har sin helt egen scene i Platform på festivalen.
Anmeldelser følger i lind strøm.
Stay tuned.
Foto: Sceneblog.dk