Zen øjeblikke på Den Frie.
Interdisciplinær kunst har altid været et hjertebarn på Sceneblog, og med CLOSE ENCOUNTERS – en koreografisk udstilling på Den Frie Udstillingsbygning, hvor Dansehallernes direktør Danjel Andersson har kurateret, er en tur på Østerbro et must.
Og man skuffes ikke, for den blanding af koreografi og samtidskunst der præsenteres, er ikke bare en danseforestilling proppet ind i en gammel bygning, men til gengæld et nøje udvalgt samling af seks værker – seks bud på hvordan man kan arbejde med koreografien i kunsten.
Andros Zins-Brownes (US) performance Remainders er hans reaktion på Corona pandemiens restriktioner, og hans værk er med hans egne ord en prøve på fortiden, som den ville have været, eller måske stadig er. En performance om rum og følelser, skabt i samarbejde med fem performere bosat i København: Klara Utke Acs, Julienne Doko, Emilie Gregersen (foto 1), Meleat Frederiksson (foto 2), og Andreas Haglund, som danser kontinuerligt igennem hele CLOSE ENCOUNTERS åbningstid.
I Margrét Sara Guðjónsdóttirs værk Conspiracy Archives leges der med mixed (Augmented) Reality, hvor man med en app på en iPad eller iPhone får fotos til at leve, og koreografien til at blive en del af billedet mens man betragter det, hvilket dermed lever op til Guðjónsdóttirs ønske om at skabe et levende og performativt arkiv.
De andre kunstnere valgt af Danjel Andersson har valgt andre veje, bl.a. danske Christian Falsnaes, der med STAGE har valgt at stille en scene til rådighed, for modige gæster der tør indgå i Falsnaes’ koreografi ved tage hovedtelefoner på, og udføre hans ordrer på scenen. Falsnaes skaber dermed med værket STAGE en levende skulptur, der ændres minut for minut.
Hvis du til gengæld har lyst til at skrige af dine lungers fulde kraft, kan du træde ind i Black Yoga Screaming Chamber af Erna Ómarsdóttir & Valdimar Jóhannsson – et polstret sort skab som kan frigøre energi og fjerne indestængte aggressioner på samme tid. Og i Cranky Chunks viser Sonja Jokiniemi, i et ikke-lineært rum, sammenhængen mellem tegningers streger og tekstiler, som er kernen i hendes research arbejde når hun skaber koreografier.
Men på trods af de mange indtryk og de voldsomme oplevelser der skabes i CLOSE ENCOUNTERS, så hersker den ultimative ro i Den Frie Udstillingsbygnings mest centrale rum. For det er her den svenske koreograf Adéle Essle Zeiss med dansere og cement genskaber balancen, i et ophængt værk af svævende træplanker – et værk jeg kom tilbage til adskillige gange under mit besøg på CLOSE ENCOUNTERS. Hendes hold af dansere, Hanna Åhs, Maryam Nikandish, Nea Landin og Mette Møller Overgaard arbejder koncentreret og præcist med værket Fält, der er gennemtænkt og simpelt i sin opbygning, men overraskende virkningsfuldt.
Den beherskelse det kræver at balancere på plankerne er smuk i sig selv, men selve oplevelsen man får ved at sætte sig ned, og overvære samarbejdet og koncentrationen i udførelsen af værket Fält, er i sandhed et zen øjeblik.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog