⭐⭐⭐⭐⭐
”Fri er hun født, fri vil hun dø”
Sigøjneren Carmen er en af operahistoriens største kvindelige helte, og hendes lidenskabelige tilgang til livet overgås kun af hendes frihedstrang. Ikke hverdagskost for det bedre borgerskab i Paris da operaen havde premiere i 1875, men siden har verden taget CARMEN til sig, og Bizets klassiker er nu blevet en af verdenshistoriens oftest spillede operaer.
Historien om sigøjnersken der leger med mændene og insisterer på sin frihed, er blevet spillet ikke mindre end 565 gange på Det Kongelige Teater, men aldrig er den blevet præsenteret som nu, hvor Barrie Koskys iscenesættelse med enkle greb er blevet en kæmpe visuel oplevelse.
Det er naturligvis Bizets idé, og de uforglemmelige sange som Carmens Habanera og Toreadorens sang der har skabt den verdensomspændende succes, men det er den overraskende enkle scenografi og Otto Pichlers frække lag af koreograferet lidenskab der vil blive husket fra Barrie Koskys CARMEN. Kun en enkelt usædvanligt stor trappe fylder scenen, og udover den gigantiske trappe, er det karaktererne på scenen der alene skaber scenebilledet, ledsaget af Maria Richs klare stemme der fortæller os hvor vi er, hvad vi ser og hvem der er placeret hvor.
Ud fra mantraet Less is more præsenterer scenograf Katrin Lea Tag således en stramt udført scenografi, som tilføres ekstraordinært flotte tableauer i løbet af forestillingen, når karaktererne fordeler sig og formes i mønstre og former på trappen. Det er f.eks. et fantastisk syn når soldaterne – i slow motion – bogstaveligt talt kravler på tværs af den store trappe, for lidenskabeligt at bejle til pigerne fra fabrikken, der med hvidkalkede ansigter sidder koket og spiller kostbare.
Udover de fremragende solister og det Det Kongelige Operakor i topform, løfter seks dansere operaen til nye højder i Otto Pichlers koreografi. Til trappens øverste trin kunne man fristes til at sige. Barrie Koskys CARMEN emmer af Burlesque stemning, når de uterligt lokkende karakterer smider hæmningerne, og med hvidkalkede ansigter danser de sydlandske følelser ud.
Anført af Christopher Basile, var de smidige dansere Alexandre Bourdat og Jens Schyth Brøndum, samt Olivia Sol Anselmo, Tone Reumert og Stine Rønne, i en liga for sig. Det ene øjeblik var de hvidkalkede Marcel Marceau-agtige mimere, der på gadehustlermanér gjorde grin med solisterne, det andet øjeblik var de velsmurt koreografisk flødeskum på Katrin Lea Tags stoiske trappe.
Barrie Koskys CARMEN er stramt koreograferet lidenskab og en kæmpe visuel oplevelse.
Foto: Miklos Szabo