BØRSEN RECITAL: POSTMA & SKOVHUS // CPH Opera Festival på Børsen

⭐⭐⭐⭐⭐

Auch kleine Dinge können uns entzücken.

Hugo Wolf, den østrigske (eller slovenske, alt efter hvem du spørger) komponist, har – lidt i skyggen af Schubert, Schumann og Brahms – komponeret mere end 300 romantiske lieder, og var i går manden bag den italienske sangbog, som blev fremragende fremført af danske Bo Skovhus og norske Kari Postma.

Barytonen Skovhus, med sin ultimative helteskikkelse og kraftfulde fremtoning, har i lang tid været en af mine foretrukne stemmer på de danske operascener, og der var da heller ikke det mindste at udsætte på hans performance i denne Børsen Recital. Bo Skovhus bruger sit talent som et overflødighedshorn af stemmevariationer, og på trods af den klare barytons naturlige stemmeleje, gav han los i Hugo Wolfs 46 romantiske lieder, og gik fra kærlig og smægtende, over ydmyg og bedende, til drillende og morsom.

Med den feberredningshasteindkaldte sopran Kari Postma ved Skovhus’ side, fik Wolfs sangbog både saft og krop midt i Christian IVs store renæssancesal på Børsen, hvor den danske Liedbegleiter Christian Westergaard serverede tonerne på et sølvfad for Postma & Skovhus.

Wer rief dich denn? Wer hat dich herbestellt?

Geh zu dem Liebchen, das dir mehr gefällt.

Det var tydeligt at den gyldne sopran befandt sig godt i Skovhus’ selskab, og det var en fornøjelse at se de to spille op mod hinanden, så hele sangbogen blev til et lille skuespil i sig selv. Børssalen var proppet, og der var henstillet til at vi ikke klappede efter hver lied, men når Kari Postma vredt holdt hånden op mod Skovhus’ forbløffede ansigt, og med arrig stemmeføring sang Schweig einmal still, du garst’ger Schwätzer dort, så kunne salen ikke holde latteren tilbage.

Så hvis man gik og troede at romantiske lieder kun var kedelige kærlighedserklæringer på en snor, så har man ikke været til Børsen Recital: POSTMA & SKOVHUS.

Foto: Olafur Gestsson

SE MERE