ATLANTIS // Mikkel Rønnow & Tivoli, Tivolis Koncertsal

⭐⭐⭐⭐

Stig Rossen er hærføreren Jabbadoor, der under en storm på havet indgår en pagt med mørkeguden Ba’al-Zebub, og mens sirenerne med trommehvirvler og fanfarer understreger stormens hærgen, lover Jabbadoor aldrig mere at nyde kærlighed eller elskov, hvis blot Ba’al-Zebub giver ham styrken til at tage magten i Atlantis hvor kong Atlas regerer.

”Skænk mig listighed og kundskab
Til at splitte riget ad
Fyld min hjerne med din ondskab
Fyld mit hjerte med dit had”

Det er både indledningen og det underliggende tema for Peter Spies, Thomas Høg og Sune Svanekiers musical ATLANTIS fra 1993, en af de største musicalsuccesser i Danmark. Magt og underkastelse, ondskab og godhed, kærlighed og had – ATLANTIS har det hele. Og i 2021 opsætningen er også rollebesætningen solidt besat med magtfulde Stig Rossens powerstemme i front, en inciterende Kaya Brüel som slavinden Miranda der følger med magten, og en uskyldsren Johanne Milland som kong Atlas’ datter Adalena – der stemmemæssigt vokser enormt i anden akt. Og ikke mindst Thomas Høj Falkenberg som den unge helt Silvan, der for at vinde Adalenas hjerte bekæmper det onde med alle midler, og med sin rene stemme der går fra det lystige til det dunkle, er den helt store stemmeoplevelse i ATLANTIS 2021.

Musicalen ATLANTIS fra 1993 er en eventyrlig forestilling der afspejler den tid hvor den blev skrevet, så forvent ingen nutidig tilgang til kønnenes kamp. Men den er i 2021 iscenesat af den erfarne Thomas Agerholm, og med Mikkel Rønnow der kyndigt dirigerer de 20 musikere i orkestergraven, formår forestillingen uden besvær at danse mellem de dunkle temaer og de lystige indslag, hvor hele ensemblet får lov til at vise evnerne frem. Så forvent en forestilling, der både rummer en Faustiansk fortælling om at sælge sin sjæl til djævelen, et kærlighedsdrama af Shakespeareske dimensioner med svigt og drab i familien, samt storslåede sang- og dansescener, der med sirener, seersker, letlevende damer og barske sømænd blandt pjaltede værtshusgæster, vælter salen i Peter Spies’ pompøse musik.

ATLANTIS synges på dansk, og spiller i Tivolis Koncertsal 10. september til 6. november, hvorefter den kan opleves i Musikhuset Aarhus, ODEON i Odense og Musikteatret i Holstebro.

Foto: Søren Malmose

SE MERE HER OG FIND BILLETTER