⭐⭐⭐⭐
Kjeld Abells opråb til alle de tilfredse, der bare kigger væk.
En stor, minimalistisk, og meget hvid scenografi på Odense Teater, kalder på overraskende greb eller et lyddesign der sætter spor.
Og netop Ditlev Brinths fine lydscenografi i ANNA SOPHIE HEDVIG, er det greb der rykker Jacob Schjødts forestilling skridtet videre fra det klassiske præsentationsteater – hvor fortællerrollen er dominerende – til en seværdig fortolkning af Kjeld Abells klassiker fra 1939.
Det er den eviggyldige historie om hvorvidt man kan forsvare at begå drab og selvtægt i kampen for et bedre samfund, i kampen mod det onde, i forsvaret for idéer, livssyn og samvittighed.
Hvor går grænsen mellem frihedskamp og terrorisme? Hvornår er drab selvforsvar?
I ANNA SOPHIE HEDVIG er det den forsagte lærerinde der får nok, og træder over den grænse som samfundet har vedtaget ikke må overskrides. Og familiens reaktion er desværre forudsigelig; kampen mellem retten til blot at ’have det godt nok’ – og retten til at forsvare sin samvittigheds inderste tanker når noget er helt galt.
Stykket blev skrevet i en tid med nazismen på fremmarch, men sporene og skyggerne, og den uundgåelige kamp mellem det gode og det onde, gælder stadig i dag.
På scenen er et stort og homogent cast med Natalí Vallespir Sand som Anna Sophie Hedvig, bakket op af Githa Lehrmann, Mathias Sprogøe Fletting, Anders Gjellerup Koch, Claus Riis Østergaard, Betty Glosted, Lea Baastrup Rønne, Isa Marie Henningsen, Mette Kjeldgaard Jensen, Kristoffer Helmuth, Henrik Madsen, Magnus Andersen Hald, og ikke mindst Peter Gilsfort, som jeg ikke har set længe, men nyder igen at se i storform som Direktør Karmach/Skolebetjent Rasmussen.
Alt i alt er klassikeren ANNA SOPHIE HEDVIG i Jacob Schjødts iscenesættelse på Odense Teater, blevet en vellykket videreførelse af Kjeld Abells opsang.
foto: Emilia Therese