⭐⭐⭐⭐⭐

Martin Crimps krybende mørke historie om magt, undertrykkelse, kannibalisme og død – samt George Benjamins frygtindgydende toner, toppet op med glasharmonikaens nervesvækkende klang. Min sjæl, hvad vil du mer?

Benjamin og Crimps opera WRITTEN ON SKIN er ret beset en gyser, der hylder kunsten at illuminere – at oplyse eller farvelægge skrifter, så de fremstår mere levende end blot ord ville kunne gøre – specielt i middelalderen, hvor bøger blev skrevet på skind, og hvor det at læse bestemt ikke var enhver beskåret.

Historien i WRITTEN ON SKIN er kort, at en magtfuld mand – Beskytteren – hyrer en ung kunstner til at forevige sit liv og sine gerninger i en illumineret bog, for dermed at blive udødeliggjort som en storslået mand i paradisiske omgivelser. Men da hans hustru Agnès indleder et passioneret forhold til den unge kunstner – Drengen – , og beder ham om at tegne deres lidenskab ind i bogen, udfoldes et drama, hvor Beskytteren tager en bestialsk hævn.

Martin Crimp og George Benjamin skrev operaen i 2012, så det er en sjældent ny opera som operachef Elisabeth Linton har formået at få til København, og med et enstemmigt storrosende anmelderkor i udlandet – som undertegnede kun kan give ret – er det lidt af et scoop at WRITTEN ON SKIN for tiden kan opleves på Gamle Scene.

Nyd de fantastiske sangere Daniel Okulitch og Gisela Stille som Beskytteren og Agnès, og ikke mindst kontratenoren Morten Grove Frandsen, der fuldstændig rydder pokalhylden som den unge kunstner i sit livs knibe. Hans udtryk og stemme, når han skal vælge mellem lidenskab, kunst, og sin medfødte tro på autoriteter og dermed lydighed overfor Beskytteren, er eminent med Benjamins musik som eneste trædesten i et oprørt hav af farer.

Og nyd selvfølgelig også instruktør Katie Mitchells flotte iscenesættelse i Vicki Mortimers effektive flerrums-scenografi.

En scenografi der deler scenen op i rum, hvor den brutale handling foregår i to af rummene, og en skare af engle – både i bogstavelig og overført betydning – opererer i to neonoplyste rum, hvorfra de kan gå frit ind i den virkelige verden, og blande sig hvis de vil. For den unge kunstner er rent faktisk en førsteengel, der løbende bliver hjulpet og klædt på af anden- og tredjeenglen – sunget af Mathilda Sidén Silfver og Jacob Skov Andersen – og når det er en engel der skaber balladen i Beskytterens lille hjem, så kan man jo sagtens flette en del filosofiske overvejelser ind i fortællingen.

Og når George Benjamin så har komponeret et gyserpartitur af en anden verden, hvor publikum fra første akt af sidder på det yderste af stolene, så er operaen tæt på komplet. Den musik som komponisten omfavner Crimps libretto med, er faktisk af og til mere end man kan rumme, og f.eks. i scenen hvor Beskytteren serverer Drengens hjerte for Agnès, sidder man tilbage, lammet af musikken, og må tage sig sammen for at kapere hvad der lige er sket. I moderne tid er det kun Sune Køter Kølsters prisbelønnede filmscore til Christian Tafdrups gyserfilm Speak No Evil, der kan matche det.

Og hvis du oven i synes der er toner i Benjamins musik du ikke lige kan sætte fingeren på, så er det rigtigt nok – for det er sjældent at en Glasharmonika finder vej til Gamle Scene.

Det er den franske Thomas Bloch der spiller på det fantastiske instrument glasharmonikaen, der i WRITTEN ON SKIN løfter uhyggen endnu et nøk med sine ubegribelige toner. Læs evt mit PS i bunden*

WRITTEN ON SKIN opføres på Gamle Scene på udvalgte datoer fra d. 14/9 til d. 4/10, 2025.

Foto: Miklos Szabo

SE MERE HER OM BENJAMIN & CRIMPS OPERA WRITTEN ON SKIN PÅ GAMLE SCENE

*PS – Efter premieren vekslede jeg lige et par ord med gæstestjernen, der har specialiseret sig i sjældne instrumenter, og hvis der er nogen der ikke kender til instrumentet, eller hvordan man i øvrigt spiller på det, så viste han hvor simpelt det egentlig er. For præcis som når man spiller på vinglas el lign., og lader en fugtet finger frembringe svingninger, så sidder Thomas Bloch med sine noder og frembringer de korrekte lyde – læs svingninger – når dirigenten giver tegn.

Glasharmonikaen med sit konkylielook blev efter sigende opfundet af Benjamin Franklin i 1760’erne – eller, måske var det ret simple instrument allerede udbredt i forskellige former, og så var det Franklin der fik det forfinet omkring 1761, til brug for komponister som Mozart og Beethoven, der derefter begge komponerede til instrumentet. For glasharmonikaen var dengang populær og kendt for sine fine, omend uhyggelige toner – præcis det som George Benjamin var ude efter da han skrev gyseren WRITTEN ON SKIN. Så lyt godt efter, hvis du tør.