Anmeldelse: VI FORTSÆTTER // Aaben Dans, Centralmagasinet i Sankt Hans bydelen, Roskilde

⭐⭐⭐⭐

Aaben Dans i Roskilde har ikke nok i det eksisterende, det tilpassede, det perfekte eller det normale. Så når Thomas Eisenhardt – sammen med Kamilla Wargo Brekling – iscenesætter en tilstand, der måske, måske ikke, er en selvransagelse og en refleksion over vores levevis, så iscenesætter de selvfølgelig selveste apokalypsen i en funktionsforladt driftsbygning, langt væk fra byens trygge rammer.

Bygningen Centralmagasinet ligger helt ude ved Roskilde Fjord, i området der tidligere husede det psykiatriske hospital Sankt Hans, men som nu ligge i dvale, og venter på byfornyelse og opståen af den nye bydel Sankt Hans Vest.

Ole Birger Hansen i VI FORTSÆTTER, Aaben Dans i Centralmagasinet – foto Lærke Posselt.

Det er her Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling har skabt danseforestillingen VI FORTSÆTTER, et apokalyptisk værk, hvor vi som indledning finder de fire dansere Sophia Mage, Keren-or Ben Shachar, Kristian Bastholm Refslund og Ole Birger Hansen liggende livløse, nærmest henslængte på det rå betongulv. Men selv om gulvet og Centralmagasinets store hal virker tomt, så er der alligevel bunker af halvudtørret tang overalt, præcis som man kender det fra strande. Men her er vi indendørs, og selv om flere vinduer står åbne, med tang hængende ind ad vinduesåbningerne, så er det instinktivt et billede af noget naturstridigt der møder os. Og en overvældende følelse af at være tilstede i et efter, fremfor et før.

Da publikum sidder på bænke langs tre af hallens fire vægge, opdager alle ikke alting på samme måde – man ser og fornemmer hvad der er tættest på – og derfor skal jeg ikke kunne sige om alle fire dansere begynder at bevæge sig samtidigt. Men da Sophia Mage, der lå udstrakt midt i tangen tæt på min plads begyndte at strække sig –  først sin vrist, så hele benet, og siden armene –  så fornemmede jeg ganske tydeligt den opvågning efter en naturkatastrofe som Eisenhardt og Brekling havde skabt foran øjnene af os.

Sophia Mage i VI FORTSÆTTER, Aaben Dans i Centralmagasinet – foto Lærke Posselt

For uden ord, men med koreografens usvigeligt sikre fortælleevne, ser vi fire mennesker der vågner efter at være blevet ramt af noget voldsomt, noget uvirkeligt, noget livsforandrende.

Selve koreografiens livsforløb starter i intetheden, i det stillestående aftermath, hvor danserne ligger livløse i Centralmagasinets store hal, som scenograf Marie Rosendahl Chemnitz med udstrøet tang har gjort til et sted der emmer af efter. Og med komponist Mads Emil Nielsens rå og ubestemmelige toner, samt Elke Lalemans lys og videodesign på de golde vægge, føles det virkelig som en verden der er blevet ramt.  

Keren-or Ben Shachar og Kristian Bastholm Refslund i VI FORTSÆTTER, Aaben Dans i Centralmagasinet – foto Lærke Posselt

Uendeligt langsomt og sagte begynder de fire mennesker så at bevæge sig – bare tilbageholdenheden i  Eisenhardts koreografi er i sig selv både uhyggelig og hjerteskærende. Vi kender ikke til deres før verden, men de overlevende i en verden af efter kæmper, og determineret finder menneskerne sammen, for til sidst – med tilbagevendt energi – at bruge alle kræfter på at bryde ud af den verden af ødelæggelse de befinder sig i.

I højtalerne hører vi nu skrattende radio meddelelser om naturkatastrofen, samt en tiltagende hylende vind som breder sig i den nye verden. En verden hvor danserne nu kastes rundt, og ender med at rulle fra side til side som tumbleweed. Et slående flot dramaturgisk/koreografisk greb fra Eisenhardt og Breklings side, der viser det overlevende menneske som en diaspora, der efter udmarvning af jorden løsner sig fra sine rødder, og ruller ukontrollerbart rundt, kun på grund af vindens kraft.

Men menneskene vil mere – og med eksplosiv kraft løber de til sidst fra den ene væg til den anden, for at finde en udgang – til noget bedre, til en ny verden. For selv om det ligger i luften at mennesket nok selv har været skyld i katastrofen, så er det også i menneskets natur at fortsætte.

Sophia Mage, Keren-or Ben Shachar, Kristian Bastholm Refslund og Ole Birger Hansen i VI FORTSÆTTER, Aaben Dans i Centralmagasinet – foto Lærke Posselt

Da Kamilla Wargo Brekling for tyve år siden iscenesatte det prisvindende skuespil OM ET ØJEBLIK, havde det undertitlen Fire forsøg på at leve og et på at dø. Hvis danseforestillingen VI FORTSÆTTER skulle have en undertitel, burde det være Et forsøg på at overleve.

Aaben Dans opfører danseforestillingen VI FORTSÆTTER i Centralmagasinet i Skt Hans bydelen i Roskilde, fra d. 13. – 27. september, 2025.

Foto: Lærke Posselt

SE MERE HER OM FORESTILLINGEN VI FORTSÆTTER OG AABEN DANS