⭐⭐⭐⭐
Meditativ durational fik Hallen til at vibrere.
Selviagttagelse og gentagelse ligger til grund for koreograf Jefta van Dinthers UNEARTH, der efter fire timer i Dansehallernes største scenerum Hallen, mere ramte mig som en meditativ fornemmelse, end et billede på menneskets trang til at genoplive og genopleve. Til gengæld ramte koreografens sprog mig dobbelt i sin syngende form, der bogstaveligt talt fik Dansehallerne til at vibrere.
Jeg overgiver mig gerne, og har intet problem med durationals der varer i både timer og dage, og jeg er stor fan af det medspillende element, at man selv kan bestemme hvornår man vil træde ind og ud af værket. Så Jefta van Dinthers UNEARTH var i sin form, hvor gæsterne kunne tage en pude og sætte sig hvor de ville på det enorme scenegulv i Hallen, både inviterende og inkluderende. Faktisk så inkluderende, at Dansehallerne fandt det passende at nævne, at ikke blot krævede værket både stilhed og tålmodighed, men man måtte også gerne rykke sig og skifte plads, hvis man følte Jefta van Dinthers dansere kom for tæt på.
Jeg valgte at holde en spisepause efter ca to timer, og da jeg kom tilbage i Hallen var jeg først meget opsat på at finde ud af hvad jeg mon havde misset. Men da jeg nærstuderede koreografien oplevede jeg genkendelsens glæde, og fandt derfor tryghed i de gentagelser som jeg kunne se og høre.
Van Dinthers koreografi tog udgangspunkt i en gentagen, gravende bevægelse, der helt klart levede op til titlen UNEARTH (grave op). Og sammen med en anden primær bevægelse, hvor danserne med store armbevægelser syede sting på hinandens kroppe, fortalte danserne en levende fortælling om at lede, at finde, og at reparere.
Og ja, de kom tæt på. Van Dinthers tanker, der kredser om menneskets trang til at genoplive og genopleve, kom til udtryk gennem et forløb der både bød på et kollektivt, organisk udtryk, og gennem enkeltpræstationer hvor de enkelte dansere sang deres tanker ud. Ikke blot gennem de voldsomme gentagne bevægelser og undersøgende mimik og blikke, men gennem en messende, melodisk og til tider klagende sang, der fyldte den store hal til bristepunktet. Og ikke hvilken som helst sang, for når man sad musestille blandt de syngende dansere, kunne man høre strofer fra rapperen The Games sjælfyldte og rå album My Life.
Børn var som sagt velkomne hvis de kunne sidde stille, og jeg så da også en danser eller to blandt gæsterne der havde en lille efterkommer med til det voldsomme værk, men helt grundlæggende er UNEARTH bare ikke for børn. Jefta van Dinthers tanker er vibrerende og smukke, men mørke. Og det kom i høj grad til udtryk i værket UNEARTH, da de medskabende dansere Brittanie Brown, Emeka Ene, Leah Katz, Gyung Moo Kim, Leah Marojeviç, Manon Parent, Sarah Stanley, Thomas Zamolo og Jefta van Dinther indtog Dansehallernes største scenegulv i Hallen.
UNEARTH opførtes i Dansehallernes Hallen d. 6. og 7. september 2025.
Foto: Jubal Battisti