⭐⭐⭐⭐
Utryghed i en verden hvor man ikke længere kan regne med sikkerhed for noget – hverken fysisk, relativt eller emotionelt. Marie Topps TRUE RANDOM sætter billeder på dine følelser.
Hvilke billeder opstår, når en pludselig utryghed lægger sig som en kappe over verden – som en tung dyne der tager vejret fra dig. Hvordan reagerer man, og hvilke mere eller mindre drastiske tiltag er nødvendige for at opretholde status quo – og ikke mindst, hvor vender man sin tillid hen, når man opdager at ens tillid er blevet svigtet?
På scenen har Marie Topp et firkløver, der hver for sig er kendte som overordentlig markante kunstnere, men Karis Zidore, Snorre Elvin, Emilie Gregersen og Alexander Montgomery-Andersen er ikke blot medskabende i den koreografiske proces i TRUE RANDOM, de er sammen et rigtig flot bud på forskelligheden i verden, og dermed det billede som Marie Topp ønsker at formidle til sit publikum.
Synergien hos koreografen Marie Topp og lydkunstneren Julia Giertz har længe været synlig, ikke mindst gennem deres fælles produktionsplatform Visible Effects, der har stået bag flere store succeser. Og når den vilde Julia Giertz i TRUE RANDOM fylder den store hal med et soundscape der både har havets uendelige lyde af vand i bevægelse, samt den pludselige, skingre bimlen som tegn på det uventede, det truende og det katastrofale der kan opstå i livet, så bliver det klart hvorfor en undergangsfortælling som TRUE RANDOM selvfølgelig skal fødes hos Visible Effects.
Rent filosofisk set er TRUE RANDOM lige dele Darwin og Wallerstein, for det er både helt fundamentale følelser som samhørighed og overlevelsestrang, men i en verdensorden der pt er ved at crashe fordi der pludselig sidder en købmand på verdens mest magtfulde post, er det også udbytningsteorier og simpel økonomisk undertrykkelse der kan være gældende for et menneskes reaktionsmønster. Og i TRUE RANDOM er det netop hvad Marie Topp og Visible Effects sætter i scene i Dansehallerne, hvor den gigantiske HALLEN virkelig viser hvad den (også) kan.
Jeg har flere gange været efter Danjel Andersson og Dansehallerne for ikke at have bygget deres største scene med flere tilskuerpladser, men med en forestilling som TRUE RANDOM, hvor scenograf Mårten K Axelsson har placeret en simpel stor grå kvadrat midt i den enorme ikke-mørke hal, og dermed overladt til danserne og koreografien at skabe rammerne, så må jeg jo efterhånden bare bukke og neje – for det er jo i sin luksuriøst lækre tilgang til sine kunstnere at Dansehallerne og HALLEN kan retfærdiggøre sin eksistens.
Og med Marie Topps kropsliggørelse af de følelser af samhørighed, sammenhold og nødvendig tryghed der uundgåeligt opstår i en verden i krise, er det smukt tænkt at lade selve scenegulvet være som en ø eller et skib på åbent hav, hvor kanterne på Mårten K Axelssons kvadrat er som rælingen du ikke må falde ud over. Lige præcis det vi som publikum oplever konstant er på færde.
Det er derfor at Marie Topps signatur – de uendeligt langsomme bevægelser – får TRUE RANDOM til at blive et øjebliksbillede af en verden der kollapser. Det er lige foran øjnene af os, det foregår næsten i slowmotion, og der er intet vi kan stille op.
Foto: Alexis Rodriguez Cancino