⭐⭐⭐⭐
Mon chère sviger père.
Holberg går aldrig helt af mode, og da Holberg jo også er en meget stor del af dansk teaters oprindelse, hvad er så mere nærliggende end at tage hans klassiker Jean de France op til revision, nu hvor teatret i Rønne fejrer sin 200-års fødselsdag.
Jens Svane Boutrup har derfor iscenesat en helt ny version af klassikeren, hvor der bliver taget hånd om alle de delikate emner der måtte fremstå lettere bedagede eller ukorrekte i dagens Danmark. Eller kan man nu også det? For var Holberg homofob? Eller var han rent faktisk feminist? – og hvad kan man vise, hvis man vil vise noget autentisk teater fra dengang?
Forestillingen TOUR DE JEAN DE FRANCE er delt op i to – en hors d’oeuvre og en plat principal, for nu at blive i Holbergs komediesprog – og de fire skuespillere Olivia Franciska Fevel Borgels, William Bach Jacobsen Halken, Morten Hauch-Fausbøll og Jesper Riefensthal, samt forestillingens kapelmester og musiker Jonas Munck Hansen, entrerer fra start af scenen i bedste fødselsdagsstil i deres stiveste puds.
For fint skal det være, og vi får da også både sunget fødselsdagssang og forklaret om forskellene mellem dengang og nu, for der er ingen tvivl om at forholdene har ændret sig, selv om der også er let genkendelige problematikker i Jean de France – og netop derfor er Holberg jo altid aktuel.
Så efter en kort pause, hvor en passende scenografi og dertil hørende stanggarderober er blevet rykket ind på scenen, ruller Jens Svane Boutrups version af Jean de France derudad, med sprøde guitartoner af Django Reinhard fra Jonas Munck Hansens enmandsorkester i graven – godt hjulpet af Olivia Franciska Fevel Borgels på damecello i et hjørne – da der for 200 år siden ikke fandtes damer på scenen. Dog spilles rollerne i TOUR DE JEAN DE FRANCE af alle de fire skuespillere, da der i Holbergs stykker på det tidspunkt alligevel havde sneget sig kvinder med på rollelisten. Og tak for det.
Alle fire acteurs er i hopla, og en velspillende Jesper Riefensthal er toneangivende i den underløbende humor – og publikum elsker det. Men vi er i 2023, og den kløgtige stuepige i stykket vil også hyldes – ligesom generalerne efter et slag, hvad enten det blev tabt eller vundet. Og hovedpersonen Jean kan endelig springe ud, og være den Jean han altid gerne har villet være. Så på trods af Holbergs stikken til dem der gerne selv vil bestemme hvordan de går klædt – og hvem de danser med – så ender fejringen af Rønne Theater og TOUR DE JEAN DE FRANCE lykkeligt alligevel.
Bornholms Teaters TOUR DE JEAN DE FRANCE spiller på Rønne Theater d. 1. – 23. september 2023.
Foto: Anders Beier