⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Suveræne Lars Brygmann og Ditte Hansen mestrer erfaringens fine linedans, og folder hele repertoiret ud i THE HUMANS – Stephen Karams præcise og porøse familieportræt.
Kakerlakker, afskallede mure, flakkende lyspærer og konstant larm, samt aske fra overboen der falder som sagte sne i den indre gårdhave. Det er virkeligheden for Brigid og Richard – der lige er flyttet ind i en saneringsmoden kælderlejlighed i New York – midt i Chinatown. Men de er forelskede og glade, og hele Brigids familie er på vej til Thanksgiving middagen, så alt er godt. Eller er det?
Lars Brygmann er faren Erik Blake, og Ditte Hansen er moren Dierdre Blake. Forældre som forældre er flest, bekymrede for deres børn, beskyttende i al deres det-snakker-vi-ikke-om mentalitet, og selvfølgelig opdragende til de ligger i graven. Brigids storesøster Aimee, spillet af Lucia Vinde Dirchsen, er også på vej, samt selvfølgelig den demensramte bedstemor – spillet af Marianne Høgsbro. Aimee er ulykkelig fordi hun lige er blevet forladt, og hendes ellers lukrative stilling som advokat hænger i en tynd tråd, da advokatfirmaet ikke vil satse på en kronisk syg kvinde, hvor god hun ellers måtte være. Og bedstemoren har en af de dage, hvor hun slet ikke vil kommunikere. Kort sagt en what’s not to like situation for yngstedatteren Brigid, spillet af Nanna Skaarup Voss, der kæmper med en konstant afvisning af sine kunstneriske ambitioner, samt for Paw Henriksens Richard, der kæmper med sit depressive sind og sine konstante mareridt.
”Det er ikke en gyde, det er en indre gårdhave”
Lejlighedens eneste vindue, som Brigid stolt fremviser, har tremmer på – for det har man i New York når man bor i stuen. Men tremmerne i den fantastiske toetagers scenografi i THE HUMANS, er også et godt billede på den indespærrede fornemmelse man sidder med, når snakken går over bordet hvor kalkunen serveres. For hvad er det, der ikke bliver sagt, hvornår trædes der forkert så traumerne vækkes til live, og hvor lang tid kan den beskyttende og formanende far trække den, før han afslører det endelige knæk, sit eget svigt.
Farens nærdødsoplevelser fra 9/11, hvor World Trade Center blev ramt af terror, giver ham mareridt – og fostrer aversionen mod datterens nye hjem i New York – men finder i Richard endelig en soulmate han tør betro sig til, og udveksle mareridtserfaringer med. Paw Henriksen spiller overbevisende sin afdæmpede Richard, og situationerne som dramatiker Stephen Karam bringer Richard i, er præcise ned til mindste detalje, som den høflige svigersøn-to-be der bare vil gøre et godt indtryk, lave sin kalkun perfekt, og få lov at følge sine alenlange lister på køleskabsdøren uden at folk blander sig. Hvis man har prøvet situationen som kommende svigersøn, så føler man sig både ramt og grebet af medfølende tanker.
”Det her er New York, folk larmer”
Ramt bliver man også af begge søstre, både en velspillende Nanna Skaarup Voss som lillesøster Brigid der kæmper en sej kamp for at komme til orde, men bliver tromlet totalt af sin Old school far. Og af Lucia Vinde Dirchsen der er pragtfuld som Aimee, storesøsteren der står midt i en uoverskuelig krise som kroniker, og selv om hun er presset helt op ad væggen, stadig insisterer på at ville hjælpe de andre. Også her rammer Karams tekst lige i hjertet, godt hjulpet på vej af en fremragende skuespiller i instruktør Kim Bjarkes fine oversættelse og instruktion.
Kim Bjarkes fornemme personinstruktion ses også i den næsten umulige rolle som bedstemor Blake, hvor Marianne Høgsbro i princippet sidder udvisket som demensramt i sin kørestol mens vin og vittigheder udveksles over bordet, men i verbale stød og lynsnare glimt får vist at hun ikke skal afskrives. Høgsbros karakter er uhyggelig, morsom, vigtig.
”Hvis du har det så dårligt, så forstår jeg ikke at du gerne vil leve evigt”
Den toetagers store scenografi har været et gennemgående træk i alle år siden THE HUMANS hentede sine velfortjente TONY awards i 2015 og ’16, og Palle Steen Christensens version sidder lige i kassen på Folketeatrets Store Scene, hvor intimiteten og nærheden kun forstørres af de rå detaljer fra New Yorks slum. Og med de suveræne skuespillere Lars Brygmann og Ditte Hansen i spidsen, med grå hår og erfaringens smukke rynker, rammer Stephen Karams præcise og porøse familieportræt lige i hjertekulen.
Det er en af de sjældne. Seks stjerner
THE HUMANS spiller på Folketeatret fra d. 9. februar til d. 19. marts 2023.
Foto: Gudmund Thai