Anmeldelse: THE DUMB WAITER // That Theatre Company, Krudttønden på Østerbro

⭐⭐⭐⭐⭐

Oi! Pipe down you lot!

Det kunne have været sådan, publikum var blevet bedt om at tie stille, før forestillingen THE DUMB WAITER gik i gang i Krudttønden. For de to skuespillere Lars Mikkelsen og Ian Burns lægger den skønneste Cockney accent i munden på de to lejemordere, der utålmodigt går rundt og venter på deres ordrer og næste offer – deres næste job.

Det engelsksprogede That Theatre Company holder fanen højt for engelsk drama i Danmark, og med den legendariske dramatiker Harold Pinters THE DUMB WAITER på plakaten, sætter den kunstneriske leder Ian Burns og det 25års jubilerende That Theatre en tyk streg under deres status som ikke bare a theatre – men som That Theatre!

Den komprimerede og næsten klaustrofobisk intense forestilling handler om Gus og Ben – to aldrende lejemorder kollegaer – der i et mørkt kælderrum venter på deres ordrer, og anvisninger om hvem der skal likvideres. Præcis ligesom de har gjort så mange gange før, for Gus og Ben lever af at likvidere, og de er gode til det. Men når man venter, når man keder sig, når man bliver anspændt – så folder hengemte frustrationer sig ud, og hakkeordenen falder på plads. Men Gus vil nu rigtig gerne spørge Ben om noget, for der var vist også lige noget med et job der gik galt?

Bitte små ting går mændene på, som en avisoverskrift, eller om snørebåndene i de sirligt pudsede laksko er lige lange, og jo mere de venter, jo mere tænker de over de små ting der ikke virker som de skal. Hvem skal lave den i en engelsk kontekst uundværlige te? Og er der en mening med at gassen på komfuret er slukket?

Things have tightened up, mate.

Ian Burns er Gus, konstellationens underdog, og Lars Mikkelsen er den erfarne, læremesteren hvis ord er lov. Men i et mørkt kælderrum bliver de mindste ting pludseligt store, og køkkenelevatoren i væggen – THE DUMB WAITER – får i Pinters absurde teatertradition en hovedrolle, hvor det er op til publikum at fortolke hvad der rent faktisk sker, når det ellers forladte og lukkede køkken begynder at tale til mændene i kælderen.

Lars Mikkelsen er vidunderlig i rollen som Ben – med de selv samme replikker som han kom ind på skuespilleruddannelsen med – og man forstår godt hvorfor han slog til med det samme, da idéen om That Theatres forestilling opstod. For instruktøren på THE DUMB WAITER er ingen ringere end Barry McKenna, den McKenna som i sin tid opfordrede Mikkelsen til at bruge Pinters ord i optagelsesprøven. Så med Mikkelsens barske og rørende forbryderportræt af Ben, sammen med Ian Burns kompetente karakterskuespil og McKennas strømlinede, klassiske instruktion, er That Theatres THE DUMB WAITER på Krudttønden the place to be right now.

So, in my humble opinion: That Theatres THE DUMB WAITER er en tæt lille bombe af indestængte følelser i et meget lukket rum. Whats not to like?

THE DUMB WAITER spiller i Krudttønden på Østerbro d. 27/9 – 21/10 2023.

Foto: Peter Reinhardt

SE MERE HER