⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Koreografen Alexei Ratmansky fornyer og løfter Bach ind i 2025, med ekstraordinær forståelse for det usagte. Verdenspremieren på THE ART OF THE FUGUE, som Ratmansky sammen med Den Kongelige Ballet præsenterer på Gamle Scene lige nu, er et historisk øjeblik. Intet mindre.

For med Ratmanskys russisk/ukrainske ophav og historik, samt Bachs legendariske fugaer, der i al deres kompleksitet burde være svært tilgængelige, men ikke er det, fordi Bach lader sine barokfugaer i al deres modernitet være åbne for fortolkning, så er det fortid og nutid der mødes. Og øjeblikket der skabes.

Johann Sebastian Bach døde midt i nodeskrivningen til sit mesterværk Die Kunst der Fuge, men den åbenhed værket udstråler i sin modernitet lever videre, og Alexei Ratmansky tilføjer i sin fortolkning så meget nutidigt liv til Bachs toner, at verdenspremieren på THE ART OF THE FUGUE på Det Kongelige Teater ikke kan undgå at blive en klassiker.

THE ART OF THE FUGUE er delt op i fem dele, der består af en klaversolo, en messingkvintet, en cembalosolo, en strygetrio, samt til sidst et næsten magisk moment med koret Musica Ficta.

Og hvad Bach kunne med sin musik, det kan Ratmansky med sin koreografi. For hvad enten det er de spæde forårsfornemmelser eller de alvorstunge overvejelser, så lader den ukrainsk/amerikanske koreograf Den Kongelige Ballets dansere udtrykke de helt store følelser i hvert et trin og hver en bevægelse, som både stjernerne og corps de ballet i forbilledligt samarbejde viser på scenen.

Når Alison Smith (eller Kelly Lenahan) sidder ved klaveret i første del, så er det på scenen, for Gamle Scenes orkestergrav er ikke fyldt op med hele kapellet denne gang – i THE ART OF THE FUGUE fremhæves musikerne og musikken på anden vis. Messingkvintetten i andel del sidder tæt på scenen i venstre side, Kelly Lenahans cembalosolo i tredje del bliver spillet fra bagscenen, hvorfra hun med spejle elegant løftes op så hun visuelt smelter sammen med scenografien, og strygetrioen i fjerde del brager igennem fra højre side, når violinisten Emma Steele fører an i strygertrioen, med Emilie Eskær på cello og Ida Speyer Grøn på bratsch. Alle positioner der fremhæver Bachs fugaer, og sammen med koret Musica Ficta, der i femte del står på trapper bagest på scenen – i Moritz Junges imponerende barokklædedragter – formår Ratmansky i sin iscenesættelse at holde forbindelsen til Bach brandvarm.

Når koret Musica Ficta istemmer Amen i sidste del af THE ART OF THE FUGUE er det ikke kun smukt. Når Ratmansky samtidig fylder scenen med hele korpset af dansere – der med Tobias Praetorius i spidsen danser til Bachs toner, som var det deres sidste dans – er det ikke kun henrivende og magtfuldt i en og samme bevægelse. For lige som da Johann Sebastian Bach trak vejret for sidste gang, og derfor stoppede med at nedskrive noder, midt i værket Die Kunst der Fuge, så holder Musica Ficta pludseligt op med at synge. Men Den Kongelige Ballet danser videre, for i Ratmanskys koreografi er de ikke helt færdige endnu. Det er ikke kun smukt, henrivende, eller magtfuldt. Det er magisk.

Ratmanskys arbejde med sit værk THE ART OF THE FUGUE blev påbegyndt i Rusland og afsluttet i København. Nu vises det frem på Det Kongelige Teaters Gamle Scene fra d. 1.-18/11, 2025.

Foto: Camilla Winther

SE MERE HER OM ALEXEI RATMANSKYS THE ART OF THE FUGUE PÅ DET KONGELIGE TEATER