⭐⭐⭐⭐
The foot, the hand, the genitalia – are the preferred spots for bites.
Der er en vidunderlig resonans i Thorvaldsens Museums smukke sal, hvor Bent Holm og Mauro Patricelli byder på udfordrende men dragende toner og ord. Men det er bestemt ikke uproblematisk at blande skønhed med fakta, som dokumentaroperaen TARANTULA gør i det velbesatte værk.
For med den fremragende australske danser Jessica Lyall på storskærm, møder Mauro Patricellis toner og libretto sit publikum som et fremmedobjekt i Thorvaldsens smukke rum. Det er udfordrende og på kanten af problematisk, men omvendt sært dragende, når vi oplever musikerne Matias Seibæk på percussion, Thommy Andersson på kontrabas, Anders Banke på bl.a. saxofon, samt Mauro Patricelli selv på cembalo, sammen med mezzosopranen Signe Asmussen udfolde Patricellis komposition og ord i værket TARANTULA.
Delt op i kapitler fortæller teaterhistoriker Bent Holm om historien bag tarantellen (dansen) på storskærm, mens musikerne leverer en fornem præstation live – stående på en lang linje foran publikum – ligesom sangeren Signe Asmussen løfter Patricellis ord ud i rummet til det musestille publikum i Thorvaldsens Museum. Tarantisme – en form for besættelse – en dans – er hovedtemaet for værket, og beskrivelsen af hvordan fænomenet opstod i Syditalien, og hvordan fænomenet inddrages og beskrives indenfor litteraturen og danse, er grundstenen som TARANTULA bygger på.
TARANTULA er tematisk opdelt, og på det store lærred holder teaterhistorikeren Bent Holm forelæsning om fakta og overtro, August Bournonville og Henrik Ibsen, samt hysteri og epidemisk sindssygdom, mens Jessica Lyall danser som besat på de store skærme.
Bent Holm fortæller bl.a. om Bournonville der tager til Italien, og skaber den romantiske ballet Napoli. Og dermed også hovedpersonen Teresina, der drages af havet, og først efter et dramatisk forlis på havet hvor hun bliver forvandlet til en najade i en havgrotte, får sin elskede fisker Gennaro. Og som Holm fortæller – at Teresina i sin lykke over at blive gift med Gennaro danser en tarantel-dans i ballettens tredje akt. Ordene bliver fulgt op af en smuk dyrisk dans af Jessica Lyall på skærmene, kun afbrudt når hun ind imellem fortæller om sin eget forhold til vand og edderkopper.
Men Bent Holm fortæller også om Ibsens Nora, der også danser tarantellens dans – men her er tarantellen en form for terapi, der skal helbrede Nora. Og teaterhistorikeren diverterer også med små anekdoter, som f.eks. den om Ibsen og skorpionen. Da Ibsen skrev skuespillet Brand, havde forfatteren en levende skorpion stående i et glas på sit skrivebord, og nød at give den små stykker blød frugt når skorpionen så skidt ud, for derefter at se den vågne op og få det bedre, når den havde afleveret sin gift i frugtstykket. Morbidt eller kunstnerisk inspirerende?
Tarantisme er knyttet til høsten, hvor risikoen for at blive bidt er størst, og foden, hånden, og kønsorganerne er de foretrukne steder for bid. Mauro Patricelli og Bent Holms TARANTULA på Thorvaldsens Museum er på samme måde både smukt, hårdt og farligt, og publikum er da helt sikkert også blevet bidt på forskellige steder og måder af værket.
TARANTULA blev vist på Thorvaldsens Museum d. 27. & 28. marts, 2026.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog.dk