⭐⭐⭐
Kriseberedskab, Historien om Kim, Hvidvinsvejr og Brug for en krammer. Folketeatrets nye direktør Mette Wolf skyder med spredehagl i forestillingen STOLT, der bestemt både har fede skuespillere, flotte kostumer og flere gode tekster. Så der er både lidt af hvert, noget nyt og noget lånt, og enkelte perler bliver det da også til. Men forestillingen har dæleme svært ved at finde ud af hvad den er – og hvad den vil.
Om man skal kalde forestillingen STOLT for en revy, et show, en kabaret, eller bare en teaterkoncert som teatret selv skriver i programmet, er ikke lige sådan til at fastslå. Så det gælder om at finde en grimasse der kan passe, for som publikum ved man ikke rigtig om man må grine når performerne støder ind i hinanden.
Det er et godt blandet hold af performere der er på scenen, med både erfarne og mindre erfarne skuespillere, og selv en rapper er der også blevet plads til. Og ja – rapperen Sharon Kumaraswamy er faktisk super cool når hun synger i et tre meter højt farvestrålende Nicholas Nybro kostume, der bliver blæst godt igennem af en kæmpemæssig gulvventilator. For Sharon – der mest er kendt fra hiphopduoen Ravi Kuma – synger Lone Hørslevs poetiske tekst Stærk som en tåre med patos.
Og med et hold bestående af Niels Ellegaard, Sonja Richter, Louise Fribo, Johannes Lilleøre, Sharon Kumaraswamy, Tue Lunding, Wahid Sui og Emma Cæcilie Kristensen, er der jo masser af talent på scenen. F.eks. er Sonja Richter og Johannes Lilleøre suveræne som dinglende fulde bedsteborgere i forestillingens morsomste nummer, Hvidvinsvejr, og Johannes Lilleøre er i Historien om Kim aldeles fremragende i den grumme historie om Kim der var til drenge, hans far der slog hånden af ham, og om, hvordan de begge tragisk mistede livet, før de fandt ud af at leve det sammen. Alt sammen fremført dansende i Nicholas Nybros storternede folkedragter, og med omkvædet Kom lad os danse og sjunge for at understrege, at så snakker vi ikke mere om det.
Normalt er en teaterkoncert baseret på sange og musik der allerede er skrevet, og dermed en forestilling hvor historien er skabt som ramme for musikken, men i forestillingen STOLT er musikken og sangene bestilt og skrevet til lejligheden af komponist Katrine Muff og digter Lone Hørslev, og man skulle derfor tænke at der var en solid historie der kunne bære forestillingen.
Men rammehistorien i STOLT er desværre en yderst spinkel ide om et hold af forskellige mennesker, der ved et uheld bliver spærret inde i et renseri, for derefter at pakke tøj ud af renseriposerne og synge de numre som Muff og Hørslev har skrevet – med vekslende held. Til gengæld er forestillingen, der er iscenesat af Niels Erling i Lise Marie Birchs scenografi, ret originalt baseret på Nicholas Nybros fabulerende bud på nytænkte folkedragter. Klæder, der alle har været udstillet på Designmuseum Danmark i 2024 med fremragende anmeldelser til følge. Så vi får da bestemt set en masse kreative kostumer – problemet er blot at de bare dumper ned i forestillingen på en lidt tilfældig måde, og ikke rigtigt hænger sammen med noget.
Og med både til tider imponerende kostumer, flere poetiske tekster og sporadisk flot udførte acts, samt flere skuespillere der rent faktisk var superfede på scenen, har jeg det egentlig lidt stramt med kun at sætte tre stjerner på STOLT. Men forestillingen på Folketeatret hænger bare ikke sammen, og ved ikke om den vil være en revy, et show, en kabaret, eller bare en teaterkoncert. Og det er synd.
STOLT spiller på Folketeatrets store scene i Nørregade til d. 12. oktober, for derefter at turnere i det ganske land.
Foto: Büro Jantzen