Anmeldelse: SKY IN A SMALL CAGE // Mahogany Opera & Copenhagen Opera Festival, i Konservatoriets Koncertsal.

⭐⭐⭐⭐

Rolf Hinds kontemplative musik møder en ambivalent anmelder.

Indrømmet – det er en af de mere syrede overskrifter jeg har sat på en anmeldelse, men det er rent faktisk sådan jeg tænker, når jeg med få ord skal beskrive operaen SKY IN A SMALL CAGE, for det var både ambivalens og kontemplativ musik der afsluttede Copenhagen Opera Festival for undertegnede.

Den britiske komponist Rolf Hinds nyskrevne værk SKY IN A SMALL CAGE er et krævende, sindrigt og kompliceret værk, hvor budskabet er, at den altoverskyggende kærlighed til gud er i alt. Også i forholdet mellem digteren Rumi og hans mentor Shams, som Rumi omtaler som sin beloved.

Værket er baseret på den sufistiske poet Jalal al-Din Rumis liv og tekster, og det er Dante Micheaux der har redigeret og klargjort Rumis tekster fra det 13. århundredes Persien, så de kan fungere som libretto for den fabel som operaen SKY IN A SMALL CAGE også er.

Operaens karakterer tæller blandt andet en fortæller, flere identiteter som peger i retning af Rumis eksistens, Rumis lærer Shams, som bliver beskyldt for at bortføre Rumi, samt en familie, en landsby og et hav af fugle – både i bur og i frihed. For som fortællingen skrider fremad, fornemmer vi en fabel hvor fuglene spiller en hovedrolle, og flere af sangerne udbryder da også i både fugleskrig og skræppende toner adskillige gange.

Det er i Frederic Wake-Walkers instruktion sangerne agerer karaktererne i fortællingen, men det er i Rolf Hinds kontemplative musik at operaen finder sin form. Den musik, og de toner Athelas Sinfonietta Copenhagen spiller i Konservatoriets smukke koncertsal, er ikke blot tankevækkende og præcist udført, tonerne lægger op til fordybelse og filosofisk eftertænksomhed i al deres – efter min mening – aparte ensomhed. For det er kun i enkelte passager publikum fornemmer sammenspillet og den overordnede tanke i Rolf Hinds komposition.

Og så er det at undertegnedes ambivalens bryder ud i fuldt flor. For samtidig med at jeg kan høre sangernes pragtfulde stemmer blive flået fra hinanden, og Athelas Sinfoniettas dygtige musikere nærmest naturstridigt afbryder enhver tilnærmelse til smukke harmonier, så kan jeg jo godt fornemme intensiteten i værket og den iboende elegance i Rumis tekster, der jo bærer SKY IN A SMALL CAGE som fortælling. Men skal jeg rose et værk der med fuldt overlæg fylder salen med mislyde for at pirre din nysgerrighed, eller skal jeg skose samme værk for at være for indadvendt og bevidst utilgængeligt for de fleste? Ambivalensen driver ned ad væggene på det lille kontor, hvor konklusionen må være, at nogle vil elske Rolf Hinds SKY IN A SMALL CAGE til seks stjerner for modet til at afprøve grænser og turde tage tekster fra det 13. århundrede ind i 2024, mens andre (som det skete under urpremieren) vil udvandre, og stemple Hinds moderne tilgang til opera med kun en enkelt stjerne. Undertegnede ambivalente anmelder ender derfor med en sjældent forskræmt fire stjerners anmeldelse, der nok ikke kan bruges til noget, men trods alt anerkender det store arbejde der tydeligvis er lagt i operaen.

SKY IN A SMALL CAGE blev uropført d. 25. August i Konservatoriets Koncertsal under Copenhagen Opera Festival 2024.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen

 LÆS MERE OM SKY IN A SMALL CAGE & COPENHAGEN OPERA FESTIVAL HER