⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Magtdemonstration.
Det mere end tusind år gamle persiske udtryk SHÃH MÃT betyder kongen er hjælpeløs – men der er ikke meget hjælpeløshed over Stephanie Thomasen, når hun svinger pisken over verdens despoter og de magtkampe der er ved at ødelægge verden som vi kender den. Danseforestillingen SHÃH MÃT, som både er med dansere fra Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni, er et kritisk portræt af magten som vi kender den, men også, med sine 16 dansere, den enorme sceneopbygning og den eksplosive koreografi, i sig selv en dansemæssig magtdemonstration af dimensioner.
I Den Grå Hal på Christiania har scenograf Johan Kølkjær skabt et gigantisk skakbræt, der med Raphael Solholms lækre lysdesign vokser ud over sine bredder, og lader publikum se spillets gang fra to sider. Eller egentlig, fra adskilligt flere. For med en rebstige højt over dansegulvet og et hemmeligt ekstra felt på brættet der sluger dansere som kviksand i en ørken, samt ikke mindst de to musikalske med- og modspillere, komponist & kapelmester Lawand Shakur Othman i den ene side, og percussionist Alexander Skjold Henriksen i den anden, så er det som om hvert et trin, hvert et åndedræt og hver en bevægelse danserne tager, ender lige i skødet på dig. Det er en vidunderlig sceneopbygning på så mange planer, og den bruges også i Holstebro når SHÃH MÃT spiller der.

Stephanie Thomasens fortælling er i princippet helt enkel. I en voldsomt direkte koreografi går hun i dybden med hvordan magt korrumperer, og med en yderst ekspressiv palet maler hun danserne op i alle brættets hjørner, og lader bønderne blive ofret en efter en. For der er ingen tvivl om hvem der er good guys eller bad guys på Thomasens skakbræt, for alle, uden undtagelse, har vi vores svagheder, og ingen kan undgå at blive påvirket af den krone af sølvpapir, som hele spillet drejer sig om.
Kronen af sølvpapir skifter hoved lige som i den virkelige verden, men i SHÃH MÃT ser vi også alle de følelser der er forbundet med kronens magt – både ærbødigheden, tilbedelsen og frygten, samt glæden og den overrumplende følelse af magt, når du selv har den på. Og en magtudøvelse, der med Thomasens legesyge tilgang til kroppens (læs danserens) utrolige spændstighed, fører til både et veritabelt slag om pladserne på brættet, en jungleagtig efterabende og rituel stammedans, samt halsbrækkende spring og kast, hvor bl.a. Mark Philip endnu engang viser sine formidable evner til at gøre voldsomme bevægelser lette og elegante. Eller de katteagtige, smidige bevægelser som bl.a. Bjørk-Mynte Paulse og Linn Fletcher lægger for dagen i Thomasens magtfulde koreografi.

Men der er også plads til tale i SHÃH MÃT, hvor Hilde I. Sandvold som bærer af kronen fortæller om hvad hun kan (mis)bruge den til, mens alle blot kigger beundrende på deres midlertidige overhoved. Men midlertidighed er netop også en af Stephanie Thomasens vigtigste pointer, for kronen skifter hoved i en uendelighed, hvad enten den bliver stjålet, arvet, eller overgivet frivilligt, og hver gang blomstrer en ubærlig magtarrogance frem hos danseren der er så heldig at bære den.
Det er som sagt en koproduktion mellem Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni der har gjort det hele muligt, og hver og en af de 16 dansere har deres velfortjente plads på brættet. Adam Tocuyo, Bjørk-Mynte Paulse, Carley Lund, George Burton, Gil Batista, Giorgia Reitani, Hilde I. Sandvold, Igea Noioso, Jacob Schrøder, Jens-Antonio Schyth Brøndum, Linn Fletcher, Lionel Ah-Sou, Lorenzo Giovanetti, Mark Philip, Nikoline Kronslev, Oksana Masclechko og Patrick Afuale Eirup vil alle have kronen, men hvem kan styre den? Hvis hoved skal bære den?
Hvad enten kronen og dermed magten er båret med stolthed, med naturlighed, med arrogance eller med ærbødighed, så er kongen hjælpeløs uden sine undersåtter. Og i SHÃH MÃT fortæller Stephanie Thomasen historien gennem den smukkeste koreografiske rejse på det helt store skakbræt. Hop op på hesten og rid med. To skridt frem og et til siden. Og pas på Dronningen, af og til er hun for vild.

SHÃH MÃT af Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni bliver vist i Den Grå Hal på Christiania ml d. 18/9 til d. 4/10, og igen i Musikteatret Holstebro fra d. 21.-23/10, 2025.
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen