⭐⭐⭐⭐

Oh great – another of these stupid apology videos. SMH.

Det nystiftede musikkollektiv OperaHole, med sangerne Daniel Rosenberg og Litha Ashforth i front, sigter efter stjernerne i deres bogstaveligt talt vanvittige debut SCREEN (MAD SCENES). For OperaHole har kastet deres kærlighed på galskaben, og med et triptykon der består af 8 Songs for a Mad King af Peter Maxwell Davies, galskabsscenen fra Gaetano Donizettis Lucia di Lammermoor, samt en til begivenheden nyskabt prolog, Recursion, af Daniel Rosenberg, så er det galskaben i al dens væsen der bedst beskriver OperaHoles debutforestilling. En debut, der endda har fået et ekstra digitalt take, med teknologi- og skærmafhængighed i fokus. Men det er også nogle af musikhistoriens største udfordringer de binder an med, og da OperaHoles virkelig talentfulde musikere ser ud til at følge deres tenor og koloratursopran til døden dem skiller, så må man sige tillykke – København har fået sig et nyt avantgardeensemble der rykker.

Det er den dramatiske tenor Daniel Rosenberg der lægger ud som en forkrøblet  konge der kommer krybende ind gennem publikumsrækkerne, mens han lægger op til det lille skuespil Recursion, som han selv har skrevet. Og det er nærliggende at linke en vanvittig konge til de mange besværlige kunder i den lille kaffebiks på scenen, hvor sopranen Litha Ashforth står klar med alle de rigtige barista-bevægelser. Og baristaens bevægelser, samt de alt for bekendte besværlige kunders gentagne forespørgsler og brokkerier, er alt der behøves for at skabe billedet af en café på den tomme scene foran musikerne. For der er ingen scenografi eller udstyr der viser hvor vi er – det er kun bevægelser og (gentagne) ord der viser publikum hvor karaktererne befinder sig. Rosenberg spiller samtlige kunder, der alle er så forudsigelige at det gør ondt, og som gammel kaffesvinger fra 80’erne fik jeg da også alt for mange flashbacks på nethinden i den lille prolog, hvor man kun kan få ondt af pigen bag disken.

Begrebet rekursion bruges primært indenfor datalogi og matematik, og pointen i Recursion er, at lige som i Fibonaccitallene, er det – på baggrund af kundens første handlinger eller ord – let at regne ud hvad kundens næste træk bliver. Og som jeg ser det, er det den kobling den amerikanske tenor og iscenesætter sætter fingeren på – at galskab ikke bare pludselig er der – der er altid en forudgående grund.

Og det er jo også præcis hvad der sker i Donizettis Lucia di Lammermoor hvor den skønne Lucia bliver nægtet sin sande kærlighed (der i øvrigt tager sit eget liv), for i stedet at blive tvangsgift med en helt anden. Det er ikke svært at sætte sig ind i, og når Lucia på bryllupsnatten tager blodig hævn og myrder den påtvungne brudgom, så er det at galskaben viser sig for alvor – hvilket udmønter sig i den ikoniske vanvidsarie Il dolce suono – altid sunget i en bloddryppende natkjole.

Det er koloratursopranen Litha Ashforth der synger Lucias galskabsarie, og hold da op hvor er der meget stemme i den spinkle sopran. Ashforth – der kaster sig frygtløs ud i den blodige, men verdenskendte arie – er både sanger, performer og komponist, samt underviser på School Of Voice i Berlin. Men har altså nu samtidig startet OperaHole med sin amerikanske kollega Daniel Rosenberg – et modigt projekt der holder til i The Lab Cph, Studio 7, hvor ensemblets debut SCREEN (MAD SCENES) da også afvikles.

I arien Il dolce suono har Litha Ashforth brug for alle de yderpunkter hendes klare stemme kan præstere, både for at formidle og bibeholde galskabens magt over karakteren, men også i det berømte samspil med den understøttende tværfløjte (forbilledligt spillet af en stoisk Otilia Zielke Johannsen), hvor Donizettis musik går fra en Bel Canto opera til skinger galskab. Og i det store Studio 7 var Litha Ashforth klar til gå hele vejen – hun forstår virkelig at formidle de stærke følelser i sin sang.

Til tredje del af OperaHoles Allerhelgensforestilling – 8 Songs for a Mad King– kommer alle OperaHoles seks musikere på scenen, klædt i sort: Njord Fossnes på violin, Hedda Aadland på Cello, Kristopher Nash på klarinet, percussionisten Tomáš Bazo og pianisten Louise Schrøder, samt den allerede nævnte Otilia Zielke Johannsen på tværfløjte. Et bragende flot ensemble, der ikke blot virkede uhyre sammenspillet, til trods for det nystartede OperaHoles relativt korte levetid – de seks musikere udstrålede også en ro, der bestemt ikke altid ses når ensembler og orkestre spiller uden dirigent. Indrømmet, de havde den hammerdygtige Louise Schrøder ved pianoet, hvilket selvfølgelig betyder de ikke var helt uden ledestjerne – men alligevel. Smukt.

Men OperaHoles musikere var storartede som formidlere af Peter Maxwell Davies’ avantgardistiske toner, lige bag en tændt Daniel Rosenberg, der som den gale konge sang al tryghed ud af publikums hoveder, og med den overordnede tematik omkring skærme, mobiler og moderne elektronik, selvfølgelig smadrede en PC i stedet for de traditionelle violiner. Alt imens publikum via en QR-kode havde fået instrukser om at kommentere på handlingen via deres mobiler. Så bliver det ikke mere up to date.

Daniel Rosenberg er en både intens performer og en fremragende tenor, og når han og OperaHole lægger ud med et så kompliceret værk – i deres debut, i et laboratorium, og med et minimalt budget – så er det svært ikke at forvente store oplevelser fra Københavns nyeste avantgardeensemble i fremtiden.

SCREEN (MAD SCENES) blev opført d. 24.+25. oktober, 2025 – i The Lab Cph, Vermundsgade 40B på grænsen mellem ydre Østerbro og Nordvest.

Foto: Julia Eva Severinsen

SE MERE HER OM OPERAHOLE OG SCREEN (MAD SCENES) PÅ THE LAB CPH