⭐⭐⭐⭐⭐
P.S. Krøyers berømte maleri Fra Københavns Børs er det første vi ser i Elisabeth Lintons Rosenkavaleren, der fermt lader herrerne med høje hatte glide over i selve forestillingen, hvor det at være en rig mand, lige som på maleriet, giver plads i forreste række. Da P.S. Krøyer malede sit monumentale maleri i 1895 kunne erhvervsfolk for 500kr købe sig til en plads i front på maleriet, og i Lintons Rosenkavaleren understreges det, at rige og fornemme mænd mener at have ret at handle med kvinder og skæbner. Men heldigvis havde Richard Strauss en anden mening om det, og i Elisabeth Lintons iscenesættelse får vi derfor også fuld fokus på en ung kvindes ret til at bestemme over sig selv, og en 17-årig knøs der bliver voksen og tager ansvar. For det er ikke svært at sætte sig ind i de unges situation, og Linton forstår som iscenesætter at formidle et budskab.
Trods skurkerollen, er den tyske bas Patrick Zielke pragtfuld som den selvfede Baron Ochs, der qua sin medfødte adelstitel føler sig hævet over både borgere og pøbel, men i virkeligheden er falleret, og derfor kun ser sin kommende brud Sophie von Faninal som en handelsvare, og en bekvem vej til gods og rigdom. Hvilket passer Hr. von Faninal – Sophies meget rige far – storartet, da han kun er interesseret i at snobbe opad, og ser giftermålet med en adelig som strålende handel. Kort sagt har vi med en forstokket generation af bedsteborgere at gøre, og så er det jo godt at ungdommelig kærlighed altid trumfer gamle mænds lyster – også i Strauss’ opera Rosenkavaleren.
En overbevisende Clara Cecilie Thomsen synger Sophie von Faninal, der falder pladask for den kun 17-årige Grev Octavian, der som bukserolle spilles af en absolut vidunderlig Elisabeth Jansson. En gnistrende mezzosopran der konstant stjæler billedet, hvad enten hun er iklædt skørter som forklædt stuepige, kjole og hvidt som adelsmand, eller sølvskinnende brynje i rollen som rosenkavaler. Intet under den ligeledes velsyngende Gisela Stille som Feltmarskalinde Marie Therese har svært ved at lade sin unge elsker gå. Men i Rosenkavaleren må de aldrende vige for ungdommen, og selv om feltmarskalinden stadig har drifterne i behold, kan hun godt se at Grev Octavian nok passer bedre til den unge og uskyldige Sophie von Faninal.
Til sidst i fortællingen, efter den gamle Baron Ochs er gået i en fælde i en pop-up speakeasy kælderrestaurant – en afstikker fra scenograf Julia Hansens ellers ret konservative mahogni scenografi – opstår en af operaens smukkeste scener, hvor den unge Grev Octavian for alvor bliver voksen og må vælge side, og dermed må forlade sin kærlighedsmentor til fordel for sin nye jævnaldrende kærlighed Sophie. Drama, kærlighed og smukke toner i et.
Det Kongelige Kapels chefdirigent Marie Jaquot kan sin Strauss, og det er en fornøjelse at opleve hvordan Jaquot og kapellet langsomt men sikkert lader Strauss fortælle dramaet fra orkestergraven, mens solister og kor fylder på med de kendte arier og understøttende tilråb. Rosenkavaleren er og bliver en klassiker hvor Strauss’ musik bærer dramaet, og sangerne samt iscenesættelsen understreger fortællingen om ret og uret. Og i Elisabeth Lintons iscenesættelse er der ingen tvivl til stede – Rosenkavaleren har valgt side.
Rosenkavaleren spiller i Operaen d. 26/3 – 3/5, 2026.
Foto: Miklos Szabo