Anmeldelse: RICHARD II // Store Scene i Skuespilhuset, Det Kongelige Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

RICHARD II er jakkesættenes triumf i Skuespilhuset, hvor Staffan Valdemar Holm løfter Kirkskovs karakterskuespillere til nye højder.

At sætte Shakespeares glemte kongedrama Richard II op på Store Scene i Skuespilhuset, er godt tænkt af Morten Kirkskov. Men at turde sætte forestillingen op i 2023, udelukkende med mænd i jakkesæt i alle rollerne – inklusive rollen som dronning Isabella – er intet mindre end nederdrægtigt fikst udtænkt af skuespilchefen.

Og hvis der nu er nogen der har bemærket, at der vist nok er tre kvinder på scenen alligevel, så er der kun at tilføje, at de tre gyldne statister agerer umælende servicerende ånder for herrerne i jakkesæt – og derfor næsten understreger Kirkskovs pointe: At Shakespeares drama om Richard IIs narcissisme, ødselhed og forudsigelige fald, handler om mænds forfængelighed. Magtliderlighed, forudsigelighed og forfængelighed.

Det er Staffan Valdemar Holm der med sikker hånd instruerer kongedramaet, og med en fabelagtig Olaf Johannessen som Richard II i spidsen for en stribe af landets bedste karakterskuespillere, har Holm gjort mændenes kamp om ære og magt til en koreograferet dans, hvor jakkesættene danser rundt i ringen og sender jabs og uppercuts til højre og venstre. Når de da ikke lige ligger og sover på en af de 14 sorte daybeds, som scenograf Bente Lykke Møller elegant har placeret på den store drejescene, som øer i et goldt landskab. Daybeds som bruges som retreats efter blodige kampe, eller som små hertugdømmer hvor de fornemme mænd trods alt kan føle sig lidt mægtige, hver for sig.

Historien er helt kort, at Richard II ødsler rigets midler bort, og landsforviser sin unge fætter Hertug Bolingbroke (Mikkel Arndt), så Richard kan finansiere endnu en krig for hertugens arv. Men Bolingbroke vender tilbage, og med en stor del af Englands adel i ryggen, vælter han Richard II af tronen. Og hvor de fleste kongedramaer ville handle om kampen om kronen, så ligger Shakespeares fokus i RICHARD II på, hvordan den detroniserede Richard reagerer på tabet af sin krone, tabet af titlen Konge af England. Og netop interessen i det følelsesmæssige aspekt ses tydeligt hos Staffan Valdemar Holm, for hans personinstruktion er helt i top i Shakespeare forestillingen, der emmer af indestængt vrede, tvivl og vankelmodighed, samt afmagt overfor det uundgåelige nederlag for Richard II.

Perlerækken med Peter Gilsfort, Alvin Olid Bursøe, Andreas Jebro, Zaki Nobel, Peder Holm Johansen, Tom Jensen og Nicolaj Kopernikus smyger sig om Olaf Johannesen og Mikkel Arndt som hovedpersonernes uundværlige støtter, og hver og en af dem vokser enormt i deres præstationer. Specielt Nikolaj Kopernikus som Dronning Isabel og Tom Jensen som den sleske Jarl af Northumberland bør nævnes for deres ekstraordinært gode præstationer, der sammen med den fabelagtige Olaf Johannessen og den formidable Mikkel Arndt gør RICHARD II til en af årets helt store forestillinger i Skuespilhuset.

Foto: Emilia Therese

SE MERE HER