⭐⭐⭐⭐⭐
Jeg er menneske, vi har ikke så mange svar at gøre godt med.
Den unge kvinde Liv, der efter sin død havner i gudernes verden Asgård – stedet hvor normalt kun de modigste mænd ender når de dør – må kæmpe mod både dårskab, ondskab og store egoer, når Ragnarok bryder løs mellem guder og Jætter, og Livs tro på guderne bliver sat på den ultimative prøve. Men menneskets tro på kærligheden er dog den største, og Det Kongelige Teaters store udendørs satsning RAGNAROK er ikke bare dukker, show, artisteri og nycirkus – det er med garanti en feelgood forestilling for alle.
Liv – spillet ret vidunderligt af Fanny Louise Bernth – befinder sig fra start af i Asgård, liggende forvirret med en pil igennem hjertet. Og mere symbolsk kan det næsten ikke blive, for selvfølgelig betyder pilen gennem hjertet døden, men samtidig er Amors pil tegnet på kærlighed, og når den smukke gud Balder – spillet af Stanley Bakar – trækker den dødelige pil ud, mødes Balder og Livs øjne for første gang, og kærlighed opstår. Det er Kim Fupz Aakeson der har gendigtet den nordiske mytologi, med alt hvad den indebærer af eventyr, krig og tro. Og med vanlig fornemmelse for os dødeliges trang til mirakler, har Fupz drejet på volume-knapperne, og skabt et fint lille familie eventyr, hvor vi både kan grine af gudernes opblæsthed og fejre kærlighedens triumf over det onde.
Lille Liv der rider mod det håbløse, er vores bedste håb.
Balders drømme om Ragnarok og sin egen død er måske et varsel, og hos guderne spreder panikken sig, ikke mindst hos Balders mor Frigg. Men lige lidt nytter det, for med sindrig list får Loke – den nordiske mytologis klassiske skurk – både Jætterne på krigsstien, og på trods af Friggs beskyttende besværgelser, også sendt Balder til de evige jagtmarker. Og så er det vores heltinde Liv må træde i karakter, og først med gode råd, siden kloge svar på gåder, og til sidst med sværdet i hånd, vinder Liv over både dårskab, ondskab og store egoer. Men helt fri bliver hun først når det går op for hende, at det er troen på det guddommelige der får ilden til at blusse, og kun ved hendes insisteren på at kærligheden overvinder alt, genvindes freden.
Meget sigende spilles Loke af både en skuespiller og en cirkusartist, og både Joen Højerslev og Fridamy Roth giver Lokes karakter den tyngde den fortjener. For RAGNAROK i Ulvedalene er en stor smeltedigel af skuespillere, cirkusartister og rockmusikere, og med Myrkur i spidsen for Ragnarok-bandet der trykker den af med dødsriffs og tung, melodiøs, black metal rock, har Det Kongelige Teaters forestilling i Heinrich Christensens iscenesættelse fået præcis den tumultariske, kaotiske og visuelt imponerende vibe, som jeg er overbevist om at dramatiker Kim Fupz Aakeson har ønsket sig.
Forestillingen RAGNAROK er som teatrets udendørsforestillinger altid er det, lidt fersk i starten, hvor lyset afslørende får de tegneserie oppustede kostumer til at virke en anelse komiske, men til gengæld tager forestillingen et kæmpe skridt mod stjernerne efter pausen, hvor mørket har lagt sig, og magien for alvor opstår.
Med ild, vand og kostumer der kan ses klart på bageste række af den 3.000 sæder store publikumsopbygning, brager RAGNAROK gennem natten. Men hos Fupz fremstilles guderne som tåber og narre, og det er kun så længe at mennesket Liv tror på dem – så længe mennesket tilbeder guderne – at ulykkerne er uundgåelige. For mennesket kan selv – det mangler bare troen på sig selv.
Godt vi har Liv.
Foto: Miklos Szabo