Anmeldelse: NYTÅRSKONCERT 2025 // Operaen, Det Kongelige Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

Kampen om dirigentstokken.

Når dirigenten Hendrik Vestmann, koncertmesteren Mikkel Futtrup, og en sølvindpakket Caspar Philipson alle vil styre showet – så er der dømt kamp om dirigentstokken. Både i overført og bogstavelig betydning.

Så der er ikke noget der hedder en stille start på Det Kongelige Teaters Nytårskoncert, hvor bulder og brag og det skønneste schwung altid markerer hvor, og hvorfor, vi år efter år sidder i de røde plyssæder lige før Rådhusklokkerne bimler, og det nye år tages i brug.

Og i Operaen, hvor det gyldne ahorntræ dominerer den store scene, var Nytårskoncerten 2025 da heller ikke nogen undtagelse. For næsten før vi havde sat os, kommer entertaineren Caspar Philipson ind på scenen – ikke som sig selv – men i rollen som klarinettisten Simon Elliot fra DR-serien Orkestret – den pragtfuldt irriterende karakter som hele Danmark elskede at hade. Og det går lige ind hos publikum, der selvfølgelig er i feststemning fra start af.

Men det fortæller også meget om hvilken oplevelse Det Kongelige Teaters Nytårskoncert også er. For ud over at Det Kongelige Kapel får mulighed for at spille med musklerne, og sende en perlerække af toner ud over publikum, der svømmer helt hen i kapellets eminente håndtering af kompositioner som bl.a. Camille Saint-Saëns’ Danse Bacchanale fra Samson og Dalila, Pjotr Tjajkovskijs Lenskijs arie fra Eugen Onegin, samt Sergej Prokofjevs Riddernes dans fra Romeo og Julie, så er Nytårskoncert 2025 også et stort, varmt og velment nytårsknus til alle sine trofaste gæster, der nyder at opleve Det Kongelige Teater på slap line.

Og så endda med den amerikanske sopran Juliana Zara, samt tenor ved Den Kongelige Opera Jacob Skov Andersen på scenen, så bl.a. Franz Lehárs Dein ist mein ganzes Herz fra Smilets land, og Jeanine Tesoris The Girl in 14G kunne indtage Operaens store scenerum med største selvfølgelighed. Det var ikke bare indtagende smukt, det var i allerhøjeste grad med til at huske os på, hvad vi tager med ind i det nye år.

Det Kongelige Teaters Nytårskoncert 2025 i Operaen

Og så er det her man virkelig kan se hvorfor musikerne i Det Kongelige Kapel er blandt verdens bedste, for en ting er at spille korrekt og perfekt – men når man oveni også har overskuddet til at drille og lave grin med hinanden, så må man bare overgive sig.

Aftenens højdepunkt var en absolut vidunderlig Mikkel Futtrup – koncertmester i Det Kongelige Kapel – der fejede benene væk under både Caspar Philipson som aftenens vært, og Hendrik Vestmann i spidsen for kapellet, da han fremtryllede de smukkeste toner på en Strohviolin fra 1899 (den tyske urmager Johannes Matthias Augustus Strohs strengeinstrument, der forstærkes mekanisk af en metalresonator og et horn, der er fastgjort til dens krop). Når maestro Futtrup da ikke lige forsøgte at kapre dirigentstokken når de andre kiggede væk.

Man skal være hurtigt ude hvis man skal sikre sig billetter til de traditionsrige nytårskoncerter, for selv om Det Kongelige Teater hvert år spiller NYTÅRSKONCERTEN tre gange, så er der altid propfyldt af gæster i boblende festhumør – et humør der ikke bliver mindre feststemt af det glas bobler der følger med i pausen, hvor alle går rundt og ønsker godt nytår til hvem man nu støder på i vrimlen af store smil.

Det Kongelige Teaters NYTÅRSKONCERT 2025 spillede i Operaen d. 30. og 31. december, 2025.

Foto: Sceneblog.dk

SE MERE HER OM DET KONGELIGE TEATERS NYTÅRS KONCERT 2025 I OPERAEN