⭐⭐⭐⭐⭐
Dansehallerne har kun ligget i Carlsberg byen i et års tid. Men deres NEW SHIT nights har eksisteret siden 2020, og Vol. 10 var kurateret af danser og koreograf Mark Philip – der med vanlig uforskammet attitude havde proppet HALLEN i Kedelhuset med så meget dans, koreografi, hiphop og varme vibrationer – at man skulle tro at NEW SHIT altid havde haft hjemme her i Kedelhuset.
Og jeg skal da lige love for at Dansehallerne var spændt op til lir, med fejringen af deres NEW SHIT jubilæum – Vol 10. For allerede om eftermiddagen, da man kom svingende om hjørnet på den tohjulede, stod Dansehallerne klar med godteposer fyldt med gode vibes.
So, beware…. Dette er ikke blot en anmeldelse af de fire inviterede koreografiske værker, det er en anmeldelse af det gesamtwerk som Dansehallernes NEW SHIT Vol 10 rent faktisk var, med en glad blanding af de billeder som Sceneblog & Dansehallerne formåede at samle ind med skud fra hoften på dagen.
Så lad os starte i solen, udenfor – men aldrig alene.
For det er lige det som NEW SHIT også handler om – at skabe gode vibrationer.
Hvis du nu er af ældre dato, og dermed i tvivl om navnet der står på brystet af DJ Direktören er langt ude i skoven, provokerende, eller bare woke, så fik betegnelsen SUEDI en helt ny og positiv vibe da den svensk-gambianske rapper Erik Lundin brugte ordet i sit store gennembrud i 2015. Og da dagens første DJ, der tog imod os med skiver af bl.a. Acid Jazz og Jazz Liberators, i øvrigt også er direktør for det hele, og faktisk befinder sig bedst et sted mellem Jazz og Hip Hop, så må man sige at hans casual beklædning er lige i skabet på dagen hvor NEW SHIT er nået til Vol 10.
På samme måde er det afslappede, casual look fremherskende hos gæsterne til NEW SHIT Vol 10, hvor man i den gigalange kø af glade gæster kunne observere alt fra klip-klappere, crocs og sneakers, til fikse røde cowboystøvler, og ikke mindst tidens hotteste high-end håndsyede designer-boots, fra designerikonet Ida Bergkvist Poulsens eventyrlige og visionære undergrundsbutik IDA DAKAR.
Så sig ikke at publikum ikke var spændt op, for ud over barens gode snublejuice, så hjælper det altså gevaldigt på stemningen, når ens medpublikummer viser de er kommet for at feste.
Og vi var dæleme kommet til det rigtige sted, for i HALLEN, Dansehallernes Store Scene, var Mark Philips gode vibrationer allerede godt oppe og køre fra start af. Som den veltalende entertainer som Mark Philip jo også er, speedsnakkede aftenens kurator os igennem præsentationen af de valgte kunstnere, og det var ikke til at sige hvem der fik de højeste hvin fra rækkerne. Men et er sikkert – publikum havde kæmpe forventninger – og Mark Philip havde ikke i sinde at skuffe nogen.
Og ganske stille, uden at nogen havde lagt mærke til det, havde aftenens første kunstner, Jens-Antonio Schyth Brøndum, taget plads på dansevinylen.
Brøndums soloværk AS WE FOLD, på dansk Som Vi Falmer, var konceptueret og koreograferet af Jens-Antonio Schyth Brøndum selv, bakket op af bl.a. Nikoline Due og Stephanie Thomasen, og havde den fineste dramaturgi af Luna Stage. En dramaturgi som holdt os på sporet af de sociale forventninger der tynger os i løbet af et liv, samt billedet af et aldrende menneske, der mod sit livs slutning reflekterer over hvad man mon ikke fik gjort, fordi man altid havde haft for travlt.
Brøndums koreografi emmer af selvrefleksion og nærvær, og i den store industrihal er det en fornøjelse at opleve, hvordan den smidige danser forstår at formidle så forskellige følelser som frygten for alderdom, og længslen efter nærhed, i en og samme bevægelse.
Omvendt var det hos Paolo Pambou og hans franske breakdance gruppe Flow Killerz, der en efter en – med deres FK LIFE – fik vist omverdenen hvad break kan på højeste niveau. Gruppen fra Paris bestod af Spider Girl, Maxoo, Lotus, Smile, Red-one, Nolan, Jiren, Mighty Max, Fly og Dalsim, og hvor Brøndums soloværk klemte alt sammen til et smukt koncentrat i AS WE FOLD, så var danserne i Flow Killerz næsten umenneskeligt dygtige til at undgå at udføre de samme bevægelser og breaks, som de andre lige havde vist på gulvet.
Gruppen var som skåret ud af undergrunden i Paris, og som aftenen udviklede sig havde jeg på fornemmelsen, at det kun Paolo Pambou’s stringente og disciplinerede væsen der holdt hver enkelt sortklædt breakdancer indenfor de optegnede linjer. Det var råt, det var smukt.
Da Helena Alves & Mar Espona gik på gulvet med deres værk AARGH!, slog det mig hvor let man lader sig narre. For historien der blev fortalt, om en kvinde der havde skreget helt vildt på gaden, uden at folk var trådt til for at hjælpe, endsige havde reageret, ramte så rigtigt ned i vores nutid, at jeg bare fortsatte med at tro på danseren der fortalte at hun var blevet svigtet af sin makker, og forestillingen derfor var aflyst. Og kun langsomt gik det op for mig, at det var præcis hvad de to koreografer og dansere Helena Alves og Mar Espona havde forudset, og præcis den forbindelse til publikum som de ønskede at skabe.
For i deres letforståelige og humoristiske koreografi, hvor deres florlette spring og trin skabte perfekt kontrast til deres skrig – som Alves og Espona aktivt inddrog publikum i – formidlede de to dansere præcis det dilemma der ligger i det at dømme andre. Hvad enten det er på deres udseende, deres bevægelser, eller deres skrig.
Som en besnærende slangetæmmer indleder musikeren Alan Grezl værket THE ACROBAT AND THE GUITARIST med at spille på et lille fløjtelignende instrument, og lige så overraskende er der så en person på første række, der rejser sig. Det er Kristián Mensa – aka Mr. Kriss – der først står op, men så langsomt følger med musikeren og de lokkende lyde. For som værkets titel antyder, så er det fællesskabet mellem instrumenternes toner og danserens bevægelser der fremhæves.
Men den kun 10 minutter lange THE ACROBAT AND THE GUITARIST er også en elegant fusion af flamenco og Mr. Kriss’ egenudviklede break, der i Kedelhallen mestendels foregik på en helt almindelig wienerstol. Og med et godt stykke mellem Alan Grezl og Mr. Kriss på scenen, opstår der en mærkværdig tomhed som ustandselig fyldes op, når det dansende slangemenneske Mr. Kriss udfører sine umulige krøllede bevægelser, til den guitarspillende Alan Grezl’s rytmiske flamencotoner.
Det var således fire meget forskellige koreografiske værker der blev præsenteret på NEW SHIT Vol 10, og dermed et meget varieret program Mark Philip præsenterede for Dansehallernes publikum. Og der skal helt sikkert være nogle der har stærke meninger om, hvad der er dans, og hvad ikke. Men der var ingen tvivl om kvaliteten.
Og den karismatiske Mark Philip havde jo endnu mere i posen – for ikke så snart at Mr. Kriss og sidste kuraterede værk havde forladt scenen, så indkaldte aftenens vært til BATTLE! Og han havde selvfølgelig været ude og finde de cooleste københavnske breakdancers, der straks udfordrede de topprofessionelle Flow Killerz fra Paris til en epic battle, hvor kun dans, break og attitude betyder noget.
Og da Dansehallerne også bød på en Snublejuice i baren, lod det dæmpede lys være dæmpet, og DJ Eigil Cebrero tonede rent flag i foyeren, var grunden til et solidt Afterparty også lagt. Undertegnede skulle selvfølgelig hurtigt hjem og skrive, men lur mig om der ikke blev danset igennem – både i klipklappere, sikkerhedssko og håndsyede designer-boots. For til NEW SHIT i Dansehallerne er der plads til alle.
PS: Lige før showet gik i gang, kom otte små hiphop elever spurtende ind med egne puder. For om eftermiddagen havde de været på workshop med Mark Philip og breaklegenden Paolo Pambou, og nu var de så inviteret ind for at opleve hvordan virkelige stjerner breaker. Og så er det jo bare fedt at sidde på egen pude ved scenekanten. Der kan Dansehallerne altså også noget.
Dansehallernes NEW SHIT Vol 10 blev afholdt i Kedelhallen i Carlsberg Byen, lørdag d. 30. august, 2025.
Fotos: Dansehallerne (Coverfoto + no. 4, 5, 6, 7)
Fotos: Sceneblog.dk (no. 2, 3, 8)