Anmeldelse: MARIA STUARDA // Operaen, Det Kongelige Teater

⭐⭐⭐⭐

Romantik og følelser blander blod i Donizettis MARIA STUARDA, hvor de to dronningers indbyrdes følelser overtrumfer den forelskede jarl af Leicesters forsøg på at være venner med alle. Gaetano Donizettis bel canto opera har fuld fokus på de to rivaliserende kvinder, så det er Elisabeth Jansson og Gisela Stille der smukt stjæler billedet i dronningedramaet, hvor man næsten får ondt af den mexicansk-amerikanske tenor Galeano Salas, der som jarlen af Leicester bliver hundset rundt med af de stærke kvinder.

Men hvilken tenor! Galeano Salas er et fund i rollen som den bejlende, empatiske og medfølende jarl af Leicester, og da tenoren også er et hoved mindre end både Jansson og Stille, understreges karakterens underdanige rolle, og medfølelsen – i hvert fald hos ca halvdelen af publikum – forstærkes, når jarlen skiftevis brutalt affejes, og smides på et køkkenbord for at fornøje Dronning Elizabeth.

Historien, hvor den katolske dronning Mary Stuart af Skotland er sat i fængsel i England, på papiret for drabet på sin ægtefælle, men reelt fordi den protestantiske dronning Elisabeth I af England er bange for at Mary vil kuppe sig til magten i England, handler om stolthed. Også om religion, magt og kærlighed, men det er Mary Stuarts stolthed der i sidste ende får Elisabeth til at underskrive Marys dødsdom.

Og her rammer vi den altafgørende præmis for operaen, for det er netop to meget stolte stemmer der bærer dramaet. Den fantastiske sopran Gisela Stille er som Elisabeth både magtfuld som dronning af England, og lidenskabelig som kvinde, og det er hendes indre kamp, hvor følelser og fornuft strides, der tegner hendes karakter. Men det er hendes stolthed der ikke kan acceptere Mary Stuarts vedholdende insisteren på sin ukrænkelighed som dronning af Skotland – selvom hun sidder spærret inde i England – og dermed er det Elisabeths stolthed der byder hende at sende Mary Stuart på skafottet.

På samme måde er den vidunderlige mezzosopran Elisabeth Janssons Mary Stuart formet af både religion og fædrelandskærlighed, men det er hendes stolthed der får hende til at håne og ydmyge Elisabeth, selv om den engelske dronning besøger Mary Stuart i fængslet, efter den medfølende jarl af Leicester har været budbringer med Mary Stuarts ønske om at mødes.

Så konflikten er uundgåelig, og Mary dømmes til døden efter en 1. akt hvor sopranen Gisela Stille har domineret rent stemmemæssigt, og hoffet i England har fejret hende med al den dertilhørende Tudor pragt – tilføjet adskillige dansemoves, gadgets og udtryk fra det 20. århundrede, bl.a. en instruktørtype og to filmfotografer med store kameraer, der render rundt på scenen som paparazzier for at filme både fest og henrettelse.

Men 2. akt, hvor Maria Stuart har fået dødsdommen, tilhører mezzosopranen Elisabeth Jansson, hvis dybfølte mezzostemme er uforlignelig. Pragtfuldt med en opera hvor sopran og mezzo kan shine.

Det er den italienske dirigent Paolo Arrivabeni der har styr på Det Kongelige Kapel, og det er absolut godkendt, men da jeg desværre ikke er så imponeret over Julia Hansens scenografi, hvor både natur og slotsinteriør er dele af samme kassekonstruktion, og da pænheden hersker lidt for meget over operaen som helhed, så er koproduktionen med Grand Théâtre de Genève ikke helt fuldbyrdet i min optik.

Men vigtigst af alt, så var Gisela Stille og Elisabeth Jansson som de stolte dronninger, samt Galeano Salas som deres boytoy – fantastiske.

MARIA STUARDA opføres d. 16/1 –  8/2 2025 i Operaen, Det Kongelige Teater.

Foto: Camilla Winther

SE MERE HER FRA MARIA STUARDA OG OPERAEN