⭐⭐⭐⭐
Freja Kirks gyldne sange siger det hele, og Sofie Diemers moderne femidrama sætter fingeren på alt det der ikke siges højt. MANDEBILLEDER på Aveny-T er et fint spark til kønskampen, der ofte sander til i rynkede bryn og forudindtagede meninger.
På Aveny-T løser fire kvinder en stor gåde – mandens følelser – med en læbestift der får manden til at vise alle de følelser som han går og skjuler bag sin maskuline facade. Men er det løsningen? Er det fedt at manden pludselig overtager rollen som den der viser følelser, for hvordan finder kvinden så sin rolle i et forhold? Sofie Diemer – husdramatiker på Aveny-T – har skrevet en fin fortælling om kønsroller, fordomme og grundlæggende behov som kærlighed og ærlighed. Og så har hun besat forestillingens karakterer med fire kvinder, der hver spiller sin overdrevne arketype – i en mandeverden.
I firmaet der producerer den revolutionerende læbestift ClearFeel, hvor man skulle tro alting var dandy da ClearFeel sælger for millioner worldwide, står verden hurtigt i flammer, da forbrugerne begynder at returnere deres læbestifter, fordi virkningen helt åbenbart er for meget af det gode. Og hvad gør de fire kvinder så?

Kimmie Liv Sennova er Julie, blondinen der styrer firmaets SoMe og kommunikation, og umiddelbart den mindst komplicerede karakter, da hun er helt ok med den verden hun lever i. Hanin Georgis er sekretæren der har styr på det hele – hun har bare ingen kæreste, og hun er allerede midt i 30’erne – så hun er let at overtale til hvad som helst, bare ordren kommer fra en der har magt og udstråling. Og det har Freja Kirk som den stærke, målrettede, lesbiske Axel, der i jakkesæt styrer firmaet som CEO, og gerne tilsidesætter følelser, bare bestyrelsen er tilfreds.
Men Axel er også barndomsvenner med Berfin, videnskabskvinden der har udviklet læbestiften ClearFeel og startet firmaet, men bliver smidt under bussen da hun er for politisk til et firma der vil tjene penge. Det er Zere Celik (i scenetjeneste, Den Danske Scenekunstskole) der er Berfin, og som man kan regne ud, så er konstellationen med de fire forskellige kvinder i firmaet som skabt til ballade.

Alle fire medvirkende giver den gas i deres stereotype karakterer, og Freja Kirks indlagte sange er det hele værd – så jeg er ikke i tvivl om at Sofie Diemers MANDEBILLEDER bliver et hit på Frederiksberg Allé, hvor instruktøren Mathias Broe helt sikkert har haft hænderne fulde med det cast.
Foto Phillip Jørgensen