⭐⭐⭐⭐
Åh Verdi!
Giuseppe Verdis indledende toner til MACBETH lover håb og tro på fremtiden i borggården på Olavinlinna Castle, men selv om borgens beliggenhed i den store Saimaa sø i Finland er både graciøs og pittoresk, så udvikler musikken sig dramatisk når den store krone bliver hævet, og heksene pibler frem på scenen som edderkopper fra under en sten.
Shakespeares legendariske tragedie om generalen Macbeth – og ikke mindst Lady Macbeth – er i Verdis opera MACBETH et kondenseret koldblodigt magtspil, hvis man da lige ser bort fra den klassiske overtro og de overnaturlige kræfter der spiller en stor rolle i dramaet. Og da Verdis musik både er forklarende, understøttende og forstærkende, er det et højintenst drama der møder publikum, der dog altid skal huske på, at Verdi med sine toner også følger den bevidst vildledende Lady Macbeth i sine handlinger, og musikken derfor af og til snyder i sin imødekommende form. Komponisten har f.eks. ingen kvaler ved at sætte smukke toner til et udspekuleret drab.
Og det er Verdis gave til publikum. Lyt – men tænk mens du lytter.
Historien om generalen Macbeth er kort, at han af heksene er spået til at blive konge af Skotland, og godt hjulpet på vej af sin magtbegærlige og manipulerende hustru Lady Macbeth, myrder han derfor den siddende kong Duncan. Lady Macbeth er glad, da de nu er kongepar, men Macbeth forfærdes hurtigt over sin egen handling, og da heksene også spåede at Macbeths gode ven Banquos efterkommere skal overtage tronen, frygter han nu dem, og beordrer derfor likvidering af både Banquo og hans børn.
Men Kong Macbeth hjemsøges af Banquos genfærd, og bliver mere og mere indelukket og vanvittig, mens Lady Macbeth plages af søvngængeri, hvor hun forsøger at vaske blodet af sine hænder. Og da adelsmanden Macduff – hvis kone, børn og slot er blevet udslettet af kongens tropper – angriber slottet for at vælte Macbeth, falder korthuset sammen, og både kongen og Lady Macbeth dør som de syndere de er.
Lady Macbeth bliver smukt og dramatisk sunget af den spanske sopran Saioa Hernández, og Macbeth selv bliver sunget af den italienske baryton Gabriele Viviani, så jeg skal love for at det fyger med sydlandske gnister på borgscenen i MACBETH. Og at lade Shakespeares tre hekse blive til tre store hold af hekse, der holder til under den gigantiske krone på scenen, er et pragtfuldt greb.
Men denne produktion af MACBETH – der oprindeligt havde premiere i 1993, iscenesat af Ralf Långbacka – virker desværre et my bedaget, med sine meget klassiske kostumer og en kongekrone af papmaché, og selv om genopsætningsinstruktøren Vilppu Kiljunen absolut har gjort et flot stykke arbejde med både sangerne og opsætningen, så virker operaen lidt som et pust fra fortiden. Det er bestemt en flot opsætning, og jeg anerkender de næsten umulige fysiske forhold som borgen byder scenograf og scenearbejdere, men jeg bliver nødt til at vurdere operaen op i mod Savonlinna Opera Festivals mange andre virkeligt flotte forestillinger, og der mangler den lidt i at komme helt i mål her i 2025 – 32 år efter premieren.
Men som sagt, så er Hernández og Viviani et aldeles pragtfuldt ondt kongepar. Og det var jo nok også sådan Shakespeare ville have ønsket det.
Dirigenten Lorenzo Passerini kender sin Verdi, og sammen med kormester Jan Schweiger og det yderst kapable Savonlinna Opera Festival Choir, bliver Verdis toner bragt ud til publikum med schwung som det hed i gamle dage. Der bliver ikke sparet på armbevægelserne, og både hekse, magtbegærlige borgfruer og adelige drabsmænd som Macbeth, kan med sindsro indtage scenen på den i år 550-årige borg Olavinlinna. For både Shakespeare og Verdi får lov til at shine under kronen.
Savonlinna Opera Festivals MACBETH opføres på Olavinlinna Castle i Finland, på udvalgte dage mellem d. 4.-15. juli, 2025.
Foto: Toni Härkänen