Anmeldelse: LES MISERABLES // Betty Nansen Teatret

⭐⭐⭐⭐⭐

In your face teater på Betty Nansen overrasker.

Victor Hugos murstensroman Les Miserables fra 1862 er i sig selv et mesterværk, og den musical der i 1980 blev skabt på baggrund af romanen, er en af de mest succesfulde musicals i historien. Men det holder ikke den norske instruktør Kjersti Horn tilbage, når hun på Betty Nansen Teatret iscenesætter romanen uden den mindste form for staffage og pynt. Horn lader i stedet lader sine skuespillere – der går rundt bag en plasticvæg i eget tøj – blive fulgt af et kamera, så publikum kan følge dem på en live stream på en kæmpe skærm på scenen.

LES MISERABLES er i Kjersti Horns iscenesættelse således nøgent kompromisløst skuespil og et kamera der afslører hvert et gråt hår på hagen, og kun kan blive godt hvis skuespillerne er fra øverste hylde. Men det er også præcis hvad de er på Betty Nansen. Skuespillere fra øverste hylde, der spiller Victor Hugos karakterer fra samfundets laveste ditto.

Forsvind!

Jens Albinus, der som dublant overtog hovedrollen som straffefangen Jean Valjean kort før premieren, er en af de skarpeste karakterskuespillere vi har for tiden. Og sammen med bl.a. en mindst lige så tændt og skarp Christine Albeck Børge som Valjeans evige forfølger, politiinspektøren Javert, samt en tænderskærende god Özlem Saglanmak som den hårdtarbejdende Fantine, den fattige og ulykkelige mor der må sætte sin datter i pleje, så formår Albinus i LES MISERABLES at tegne et hudløst portræt af det Kjersti Horn kalder udenforskabet. Alle dem der ikke passer ind, alle dem vi lader ligge på gaden og dem vi helst ser gemt bort.

Ligesom i Victor Hugos roman sætter iscenesættelsen af LES MISERABLES spot på de elendige, men Horn stiller også spørgsmålet, hvorfor de er i den situation. Hvorfor Jean Valjean ikke kan komme ud af den rolle han fik da han stjal et brød for elleve år siden, hvorfor ingen tror på Fantine, der ender med at sælge både sit hår, sine fortænder og sin krop for at købe medicin til sin datter, og hvorfor den blodtørstige politiinspektør Javert ender i et dilemma, når Valjean skåner hans liv. Og når vi som publikum ser hver en fure eller tåre i ansigtet på skuespillerne, når videoinstruktøren Borgar Skjelstad med sit kamera følger dem live på scenen, er denne Betty Udvikler forestilling alt andet lige meget direkte in your face teater.

Det er nødvendigt at samfundet ser disse ting.

Holdet på scenen, der også tæller Sigrid Husjord, Joen Højerslev og Francisco Kalle Navarro, er i Kjersti Horns meget udleverende iscenesættelse sat helt ud på spidsen af planken, og som publikum føler man næsten man bør træde ind og hjælpe når de er i problemer. For man kan ikke undgå at føle med de mennesker man kommer helt ind under huden på i det videotransmitterede pariserdrama. Så på Betty Nansen savner man hverken musik, dans eller fjerboaer i LES MISERABLES – højst lidt større samfundssind og medfølelse hos bourgeoisiet.

LES MISERABLES spiller på Betty Nansen Teatret fra d. 26. marts til d. 3. maj, 2025.

Foto: Camilla Winther

SE MERE HER OM LES MISERABLES PÅ BETTY NANSEN