⭐⭐⭐⭐

Frederik Cilius er Jeppe på Bjerget, og mens Jeppe både får prygl med krabasken og bliver voksenmobbet af alt og alle, så får Frederik Cilius stående ovationer på Gamle Scene. For Det Kongelige Teaters totalt udsolgte JEPPE PÅ BJERGET er mindst lige så meget Cilius som Holberg.

Ludvig Holbergs JEPPE PÅ BJERGET er i Heinrich Christensens iscenesættelse en kæmpe gave til Frederik Cilius, der fejer al tvivl af bordet med en monsterpræstation som forestillingens epicenter, den fordrukne fæstebonde Jeppe på Bjerget. Og Holbergs historie om den sølle Jeppe der drikker, får prygl af sin kone, og bliver gjort til grin, da han i en brandert bliver placeret i baronens seng og narret til at tro at han er baronen, bliver fint fortalt på Gamle Scene.

Dog får Holbergs oprindelige budskab – at fattige folk ikke bør komme til magt eller penge for hurtigt, for så går det helt galt – ikke lov til at stå alene. For 2025 iscenesættelsen er ikke bare proppet med metafortællinger, moderne referencer og overgearede scener, den rummer også refleksioner over sin samtid, der spiller op mod Holbergs oprindelige tanker.

Et er fæstebondens pauvre verden, et andet baronens fjerprydede hof, så der er i den grad sceneskift fra fedtet hår og stank fra møddingen, til pudderkvaster og cembalo, når baronen og hans entourage kommer forbi og ser Jeppe liggende standerstiv på møddingen.

Scenograf og kostumedesigner Christian Albrechtsen har skabt det skønneste hof, hvor pastelfarver, perler og fjerprydede dragter fortæller alt om hoffets forfængelighed, og når de konstant knejser med nakken og hviner af fryd med deres hvidkalkede ansigter, har man næsten ikke brug for anden scenografi på scenen til at forklare forskellene mellem rig og fattig. Christian Albrechtsen har dog også skabt enkelte store rullende scenerekvisitter, som f.eks. til scenen, hvor Jeppe vågner op i baronens seng, eller når Jeppe skal på besøg hos Jacob Skomager for at drikke brændevin.

Forestillingen er også tilført et stort scoop med kontratenoren Morten Grove Frandsens stemme, der klinger himmelsk sammen med cembaloets delikate strengeknips. For når komponist og musiker Ramez Mhaanna slår tonen an på cembaloet, og den lyse kontratenorstemme så fylder scenerummet, så føler vi os virkelig hensat til en anden verden. Og kompositionerne, hvor der sniger sig adskillige kontemporære toner ind, er mere end blot baggrund, de er en stor del af stemningen og fortællingen om det fornemme hof.

JEPPE PÅ BJERGET indledes med en fortæppe-prolog, hvor Frederik Cilius sidder præcis ligesom som Ludvig Holberg, tronende på sin piedestal, lige til højre for indgangen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Og hans’ første ord er da også: Ja, det er mig, Frederik Cilius, der sidder med paryk på Det Kongelige Teater. Mange store hvide mænd har spillet hele Danmarks underklasse helt.

Hele prologen, hvor Cilius fortæller – som man gjorde i gamle dage – hvordan vi som publikum skal opfatte forestillingen vil snart skal se, er hylende morsom. Aftenens hovedperson er klædt i paryk og fint tøj som Holberg, og højt hævet over alle de andre skuespillere, der står ved siden af den kolossale marmorpiedestal, alle klædt i ens, brunt, kedeligt tøj. Allerede her mærker man, hvor meget meta fortællinger kommer til at fylde, og gennem hele forestillingen kommer Frederik Cilius da også med utallige små kommentarer og stikpiller til både de andre skuespillere, Det Kongelige Teater som institution, og til publikum. Og det er både forestillingens styrke og svaghed. For selv om Frederik Cilius er forestillingens ubetingede stjerne og epicenter, så er der ærgerligt at det ellers fint besatte hold af skuespillere bliver brugt så henkastet som jeg oplever de gør. Der er alt for meget mærkværdigt pjattet og overgearet spil. F.eks. i retten, hvor Jeppe skal dømmes for at have sneget sig ind på slottet – her virker juristerne og dommeren med fagter og ansigtsudtryk som de er til fest på en Gothersgade bar. Til hvilken nytte?

Det fine skuespillerensemble, med Zaki Nobel, Youssef Wayne Hvidtfeldt, Ursula Esmarelda Brage, Simon Mathew, Casper Kjær Jensen, Stephanie Nguyen og Patricia Schumann, har hver især enkelte fine små scener. Men overordnet set er der alt for meget diffust eller overgearet spil, hvor det er svært at se hvor Heinrich Christensen vil hen. Og det er en skam. Selv om Frederik Cilius jo helt klart er den billetsælgende one and only i JEPPE PÅ BJERGET, så behøver man jo ikke at lade de øvrige spillere i stikken.

Men summa summarum – det er Frederik Cilius der bærer JEPPE PÅ BJERGET med både flot skuespil, sarkasme og adskillige meta lag mellem scenerne, og han gør det på sin egen måde. Så hvis du er lige så stor Cilius fan som alle de hvinende og grinende premieregæster, så glæd dig til en tur på Gamle Scene.

JEPPE PÅ BJERGET spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene fra d. 22/1 – 23/2 2025.

Foto: Camilla Winther

SE MERE HER OM JEPPE PÅ BJERGET PÅ GAMLE SCENE, DET KONGELIGE TEATER