Anmeldelse: FUGLENE // Revolver på Republique, Østerbro Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

Forunderlige, fantastiske, vildtflyvende Ena.

Men Hege – hvad skal man gøre med det umulige? Ena Spottag er landsbytossen Mattis, der basker med ærmerne som en forpjusket fugl, og desperat forsøger at forstå verden. Men søsteren Hege strikker bare videre for at tjene til dagen og vejen, og Signe Egholm Olsens hurtigt strikkende karakter åbner først op for verden, når en skovhugger flytter ind. Så bryder Mattis’ enfoldige verdensbillede til gengæld sammen.

Tarjei Vesaas’ roman FUGLENE er blevet dramatiseret og instrueret af Karen-Maria Bille og Amanda Linnea Ginman, og i scenograf Ida Grarups uendeligt smukke og bølgende landskab, folder historien om Mattis’ dybe sind sig ud som en blomst om foråret. For Mattis’ tanker er både uendeligt dybe og smukke, men når virkeligheden banker på i form af kærlighed og lidenskab, så er det svært for den anderledestænkende unge mand at fastholde sin drømmeverden, hvor det er Mattis’ tanker der styrer verden – og ikke mindst sneppens træk over skoven og huset hvor de bor.

Øjet er vågnet. Det vokser.

Holdet på scenen bliver anført af en knivskarp Signe Egholm som den perfekte kontrast til den enfoldige Mattis, spillet af en forunderlig, fantastisk, vildtflyvende Ena Spottag. Og de to bliver flot suppleret af en neddæmpet Thomas Hwan, der oser af sex i rollen som skovhuggeren, der mere eller mindre tilfældigt flytter ind hos søskendeparret – samt skuespillereleven Carla Malling Agger, der som en fugl fra en anden verden vækker følelser hos Mattis, som den enfoldige unge mand ikke anede eksisterede. Instruktør Amanda Linnea Ginman får med sin eminente personinstruktion virkelig alt ud af det firkløver, som man overhovedet kunne ønske sig. Som var det i Mattis’ verden, så flyver firkløveret i træk over Ida Grarups elegante scenelandskab, præcis som Ginman og Bille har tænkt det.

Tarjei Vesaas FUGLENE er i Karen-Maria Bille og Amanda Linnea Ginmans teaterversion på Revolver som en skov af nyudsprungne træer – poetisk i al sin uforberedte åbenhed, og dramatisk, fordi man uundgåeligt tænker på hvordan fremtiden dog vil forme sig for søskendeparret.

FUGLENE spiller på Teater Republiques Revolver scene d. 11/1 – 8/2 2025.

Foto: Camilla Winther

SE MERE HER OM FUGLENE OG REVOLVER