⭐⭐⭐⭐⭐
Skåret ind til benet. Nøgent. Ind bag det skællede ydre, ind hvor selv Ibsen kun kunne gætte på hvad sjælen rummede. Der starter Liv Helm. Og sådan får vi FRUEN FRA HAVET serveret – i et badekar fyldt med uafsluttede tanker og en formidabel Ida Cæcilie Rasmussen på grådens rand.
Liv Helm har fornuftigt nok skåret Henrik Ibsens klassiker ned til fire karakterer, og med Anders Gjellerup Koch i rollen som den gode doktor, der har giftet sig med havfruen Ellida for at få en familie efter sin kones død, og med Ayshan Qvortrup som hans datter, der stadig savner sin mor, og ikke mindst med Benjamin Kitter som den mystiske sømand fra havfruens fortid, så har Ida Cæcilie Rasmussen masser af plads til at shine med sine flotte havfrueskæl. For det er en fortættet omgang Ibsen vi får serveret i Dicte Houmøllers frie oversættelse, som instruktøren Liv Helm har iscenesat på Husets Teater i Petruska Miehe-Renards fint opbyggede, enkle, men afslørende scenografi.

Alene scenerne hvor Ellida kun har sømanden i tankerne, og vrider sig af vellyst i badekarret, mens den gode doktor spørger ind til hvad der dog plager hende, er klassisk skuespil og teatergreb af fineste karakter. For vi som publikum kan jo sagtens se Benjamin Kitters sømand ligge halvt nede i karret med Ellida, men den stakkels doktor kan intet se, og dermed intet forstå.
Og det er også essensen i FRUEN FRA HAVET, for hvis man ikke kan se noget, hvordan skal man så kunne forstå det. Og hvad skal Ellida gøre, når hun nu drages så frygteligt mod havet, bølgerne og luften, og ikke mindst mod den sømand, med hvem hun udvekslede ringe og løfter med for mange år siden. Og hvordan kan hun forlade den mand hun har lovet at følges med til døden dem skiller, og hvordan kan hun lade hans datter i stikken, nu hvor datteren endelig viser tegn på forsoning?

Ellidas trængsler bliver vores, og med den charmerende Benjamin Kitters søde ord og skælmske blikke forstår vi jo sagtens at Ellida både skræmmes, tiltrækkes og drages – men samtidig forstår vi jo også den lille familie på landjorden, der kæmper for at forstå og beholde Ellida.
Henrik Ibsens FRUEN FRA HAVET på Husets Teater er med sin nedkogte essens af følelser der ikke kan forklares, blevet endnu en af Liv Helms fantastiske klassiker fortolkninger der vil blive husket.
FRUEN FRA HAVET opføres på Husets Teater fra d. 13. september til d. 11. oktober, 2025. Og da Forestillingen er den anden i en trilogi baseret på Henrik Ibsens dramaer, som Husets Teater samarbejder med Odense Teater om, så bliver den vist også i Odense fra d. 22/10 – 22/11, 2025.
Foto: Petruska Miehe-Renard