⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Sopranernes triumf.
Godt nok er det Figaros bryllup der har lagt navn til titlen, men det er de vidunderlige sopraner Clara Cecilie Thomsen og Sofie Elkjær Jensen, som hhv. Susanna og Grevinden, der løber med sølvtøjet i Mozarts klassiker over dem alle. Og Henning von Schulman som Figaro der bare må se til. Man skulle næsten tro at iscenesætter Anne Barslev var sopran.
I Rikke Juellunds fænomenale klasseinddelte trappescenografi, der umiddelbart kunne lede tankerne hen på både Keopspyramiden og Titanic, er der uanede muligheder for at gemme sig bag små døre og i hemmelige rum, samt uendeligt mange trapper der klart holder adelen og tyendet adskilt. Og i instruktør Anne Barslevs mesterlige iscenesættelse af Mozarts FIGAROS BRYLLUP, er der netop fokus på det at finde sin plads, og kampen for overlevelse i en verden hvor det er herskabet der bestemmer.
Men bare rolig, Anne Barslev har hverken fjernet humoren, charmen eller Mozarts musik, og med et forrygende cast, et operakor i festhumør, og Det Kongelige Kapel der er med den værste, så er er Barslevs iscenesættelse af FIGAROS BRYLLUP så absolut blandt de bedste jeg har oplevet. I tæt samspil med lysdesigner Ellen Ruge skaber Rikke Juellunds scenografi hele tiden nye rum og vinkler, der understøtter Barslevs fokus, og da scenografien er presset sammen på scenen som en vulkansk ø i et uendeligt hav, bliver historien fortættet som Mozart ville have ønsket det – og publikum kan mærke at både solister og kor helt klart er i sync med orkestret.

Ud over den fænomenale duo Clara Cecilie Thomsen og Sofie Elkjær Jensen som Susanna og Grevinde Almaviva, samt en velsyngende Henning von Schulman som Figaro og ditto Theodore Platt som Grev Almaviva, skal den karismatiske bas Morten Staugaard nævnes for sin Bartolo karakter. Ingen kan som Staugaard både dominere scenen med sin bas, og samtidig skifte ansigtsudtryk så man er ved at krakelere af grin. Bas og skuespiller – what’s not to like – Morten Staugaard er perfekt i Barslevs iscenesættelse.
Og tæt på perfektion kommer vi også, når aftenens overraskelse folder sin stemme ud i bukserollen som forføreren Cherubino. For når den unge hollandske mezzosopran Nina van Essen først begynder at charme strømpebåndene af både herrer og damer med sin klare mezzo, så er det svært ikke at tilgive Cherubino alle hans unoder.
Anne Barslevs mesterlige iscenesættelse af Mozarts FIGAROS BRYLLUP har det hele med, plus det ekstra, som sidder under hjernebarken når vi har grinet og klappet færdig: Alvoren, der ulmer under komedien i en verden der var inddelt i upstairs and downstairs.
Anne Barslevs FIGAROS BRYLLUP spiller i Operaen fra d. 6/10 – 17/11 2024.
Foto: Camilla Winther