⭐⭐⭐⭐⭐
Når kongen vender tilbage.
Smukke, varme, æggende tableauer i et 50’er-stilistisk borgerdyrshjem. Truende, farlige og blodige opgør i en forstyrret familie. Bjørn Rasmussens og Nathalie Mellbyes FÆDRA er alt det blod, sex og vold du kan ønske dig – men også en nutidig fortolkning af den græske mytologi der fortjener respekt for sin stringens.
For det ville være nemt at forfalde til overdreven liderlighed og grusomme henrettelsesbilleder der gør sig godt på en scene, når historien om Phaedra fra den græske mytologi skal dramatiseres og iscenesættes i 2025. Men når instruktør og scenograf Nathalie Mellbye iscenesætter Bjørn Rasmussens meget nutidige dramatisering på Aarhus Teater, så er det med fokus på det tænkte, det usagte, det underliggende og det måske, måske ikke, kommende ragnarok når kongen vender tilbage.
Det klassiske græske kor bliver i Bjørn Rasmussens version smukt gestaltet af den dansk/engelske cellist og musikperformer Amanda Drew som en inciterende Afrodite med sin cello. Og Afrodite, eller koret om man vil, virker både i den funktion som græske kor oprindeligt havde – at fortælle og afdække tanker og handling – men på Aarhus Teaters Scala scene bliver Afrodite også en form for medskyldig, uden hvem tragedien aldrig ville have udviklet sig som den gør.
En fænomenal Nanna Bøttcher som Fædra, der er gift med kongen Teo, hensygner et kedeligt og pænt liv i Mellbyes 50’er inspirerede slot af teaktræ. Et slot der på ydersiden ser pænt og tilforladeligt ud, men i virkeligheden indeholder et levendegjort tyranni, hvor kongen – elegant underspillet af en dæmonisk Rasmus Hammerich – hver dag går på arbejde i jakkesæt og attachemappe, men holder både sin hustru og sin søn Hippo i meget kort snor. Det er en fremragende Emil Busk der spiller kongens søn, og sammen med Bøttcher og Hammerich står og falder forestillingen med de tre skuespillere i Nathalie Mellbyes stramme instruktion. For det er i spillet om alt det der ikke siges, eller kan høres, at det virkeligt grusomme opstår i FÆDRA.
I den græske mytologi drager kongen i krig, og efterlader dronning Phaedra og sin søn Hippolytos på slottet, overladt til hinanden, men i Bjørn Rasmussens version bliver kongen ramt af et slagtilfælde, og ender i koma på hospitalet, omgivet af bip-lyde og en bedrevidende sygeplejerske, fåmælt og sobert spillet af Jamina Chelina Green (i scenetjeneste fra DDSKS). Resultatet er det samme – kongen er væk, og det vides ikke om han nogen sinde kommer tilbage – så der er frit spil for Fædra, der ikke kan styre sine drifter, og kaster sig frådende over sin stedsøn Hippo.
Men teenageren Hippo har andre planer, og vil hellere sin jævnaldrende kæreste Alice, en moderne teenager med oprør i blodet, der skønt og frejdigt spilles af Marie Boda. Fædra er dog den stærkeste, og fra tidligere at have måttet nøjes med at gnide underlivet på et flimrende TV, kaster hun sig nu pludseligt over Hippo. For i baggrunden synger Afrodite til Fædra om hendes læber, der er tørstige efter sæd. Og hendes køn, der er en drypstenshule. Og til den vægelsindede Hippo synger Afrodite Så kom ind. Så kom ind.
Men mens Hippo og Fædra forlyster sig i teak-paladset, begynder kongen at spjætte i sin seng på hospitalet.
Jeg ved det – de knepper, siger sygeplejersken tørt. Og tager kongens hånd.
Euripides, Seneca, Ovid, Rasmussen. Hvordan den hjemvendte patriark håndterer situationen her i 2025, vil jeg lade publikum på Aarhus Teater selv opdage. Men det er ikke for børn.
Begrebet Das Unheimliche fra Sigmund Freuds psykoanalyser, hvor uhyggen lurer lige neden under de kendte og trygge omgivelser, er et gennemgående træk i Nathalie Mellbyes stringente iscenesættelse, hvor Bjørn Rasmussens fine dramatisering både rummer de mytologiske sagns svulstighed og nye tiders moraler. Men selv om Afrodite skaber kaos, så holder Mellbye stædigt fast i FÆDRA på Aarhus Teater, der endnu en gang rammer rent i solar plexus.
FÆDRA spiller på Scala scenen på Aarhus Teater, fra d. 20/11 – 17/12, 2025.
Foto: Rumle Skafte