⭐⭐⭐⭐
EPICLOGUE er stille lyde af intethed. Et ekstremt sårbart univers, hvor Bjørk-Mynte Paulse og Jonathan Ibsen deler hinanden, deler deres vand, deler sind. Køteren og terrieren er ét!
Hele scenegulvet på Sort/Hvid er som en regnvåd oktoberdag – våd, kold og fuld af små pytter, og i hjørnet sidder Bjørk-Mynte Paulse helt stille med Jonathan Ibsens hoved i skødet. Det er en meget lang seance, og mens komponist Fredrik Petrovs lyddesign bobler futuristisk ud over hele scenerummet, begynder der at sive væske fra Paulses mund ned i Ibsens mund, der står grådigt åben som en fugleunge i reden. Med sirlig akkuratesse rammer væsken, og lige som Ibsen ser umættelig ud, så er der ingen tegn på at Paulse har travlt. Det er en symbiotisk handling, og det er uden tvivl en form for mutualisme vi er vidner til.
Jonathan Ibsen og Bjørk-Mynte Paulse – KØTEREN & TERRIEREN – ønsker med deres performance EPICLOGUE åbne op for dialog om den plads, som samfundet giver queer-kroppen – om den plads er tilstrækkelig, og om det er tilladt at være synlig og dominant som queer-krop i et cis-heteronormativt samfund.
Og EPICLOGUE er bestemt et på alle måder nøgent oplæg til dialog, for de to performere – en farvet transkvinde og en hvid homoseksuel mand – bruger både vand som metafor og deres egne kroppe som våben i kampen om pladsen i samfundet. Jonathan Ibsen og Bjørk-Mynte Paulse er sårbare som en hær der har smidt våbnene og rejst det hvide flag – ikke som overgivelse, men som tydeligt tegn på ønsket om dialog og gensidig accept.
Hvor vandet, der fylder i første del, er den indledende eksemplificering på symbiose og gensidig afhængighed, er de to adrætte kropsaktivisters leg og brydekampe i anden del, en udtalt power show off, hvor Ibsen og Paulse viser muller, samt ekstrem kropskontrol. Og dermed understreger og gentager spørgsmålet, om der er plads til queer råstyrke og dominerende adfærd i et samfund der let bliver provokeret.
I bogstaveligt talt kropumulige sammensætninger krøller, smider, kravler og løber Ibsen og Paulse med hinanden i Chrisander Bruns vådlands-scenografi, hvor der også er opstillet et træningsaggregat med løsthængende kæder, hvor Ibsen og Paulse svinger sig lystigt. Alt er muligt, synes budskabet at være, og da EPICLOGUE også afsluttes i en slags drømmesekvens, hvor de efter at have boltret sig i bjerglandskaber, grønne enge og en kornfyldt mark, står tilbage med en nu topgravid Bjørk-Mynte Paulse og en stolt Jonathan Ibsen. Et uvirkeligt men alligevel helt perfekt par, der som Catherine og Heathcliff i Emily Brontës Stormfulde Højder skuer ud over horisonten. Ud over en verden hvor alt kan lade sig gøre.
Jonathan Ibsen og Bjørk-Mynte Paulses kropsperformance EPICLOGUE vil det bedste for verden, og på trods af et desværre ret enerverende lysdesign, hvor overdreven brug af blink forstyrrer både budskab og forestilling, og en dramaturgi der ikke er specielt tydelig, så giver Ibsen og Paulse alt hvad de har i en vild kraftudfoldelse der nok skal blive husket. Og det skal vi sætte pris på.
EPICLOGUE opføres på Teater Sort/Hvid d. 12-17. november, 2025.
Foto: Tale Hendnes