⭐⭐⭐⭐
Det er ikke lige mig, sådan at lade folk slippe.
Iben Hjejle er kvinden Lotte, der pludselig står alene – igen. For hun er blevet forladt af sin kæreste gennem 14 år, og nu er hun også blevet fyret fra jobbet som socialrådgiver, alt sammen fordi hun ikke makkede ret og slog hælene sammen. For Lotte er en kvinde der har meninger – og ikke mindst vil hun have en mening med livet. Og nu står hun der så igen – alene mod verden.
Camille Sieling Langdal har iscenesat forestillingen ENDNU EN DAG I GUDS SKABERVÆRK efter Katrine Marie Guldagers roman af samme navn, og med en aldeles pragtfuld Iben Hjejle som den altoverskyggende hovedperson, hvis tanker og handlinger vi følger tæt, er Sielings sceneværk blevet til den fineste lille perle. Det hele er småt, intenst og tæt, men skinnende af uimodståelig charme. For med Iben Hjejles præcise diktion og Sielings koreografiske kortlægning af den forladte Lottes gøren og laden, skal der ikke mere end en murstensvæg til, for at understrege både alvoren og dilemmaerne som vores heltinde på scenen står begravet i.
En ligeledes pragtfuldt spillende Alexander Bryld Obaze er Daniel – søn af Michael der har forladt Lotte efter 14 år – og som en 19-årig teenager, med en sund blanding af tryghedshunger og oprørstrang, er han perfekt som modspil til den nu midaldrende Lotte, der efter bedste evne forsøger at hjælpe alle, men tit misforstås i sin iver.

Iben Hjejle modtog sidste år Danske Teaterjournalisters hæderspris Teaterpokalen for sine præstationer i LÆGEN på Folketeatret og HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF? på Sorte Hest. Og nu, i ENDNU EN DAG I GUDS SKABERVÆRK lever hun fuldt op til den mesterlige håndtering hun lagde for dagen i de to nævnte forestillinger. For på Mellemgulvet i Skuespilhuset, i Laura Rasmussens murstensramte scenografi – der både rummer det rå og det følsomme – tager Iben Hjejle skridtet videre, og giver, i Sielings instruktion, Katrine Marie Guldagers ord nyt liv blandt brune værtshuse, brudte løfter og et liv der skal leves – men ikke uden krav.
ENDNU EN DAG I GUDS SKABERVÆRK spiller på Mellemgulvet i Skuespilhuset fra d. 11/12 2025 til d. 7/2 2026, efterfulgt af en Danmarksturne fra d. 16/2 – 21/3, 2026.
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
SE MERE HER OM ENDNU EN DAG I GUDS SKABERVÆRK I SKUESPILHUSET