⭐⭐⭐⭐
Duoen bag OperArkitekterne, dirigent Rose Munk Heiberg, samt komponist og cellist Josefine Opsahl, har kastet sig ud i en operacyklus på fire værker, der ikke bare skal være samfundsrelevante for den tid vi lever i, men også i sin helhed være en samtidsorienteret videreudvikling af operagenren. Og det lever deres operaperformance EKKO i høj grad op til.
De fleste kender myten om nymfen Ekko og den smukke yngling Narcissus der ikke kunne få hinanden, men i stedet begge blev forbandet af guden Hera, der dømte Ekko til for altid kun at kunne gentage andres ord, og Narcissus til aldrig at kunne elske andre højere end spejlbilledet af ham selv. Og det er med udgangspunkt i den myte – om fortabt kærlighed og gudernes uberegnelige luner – at OperArkitekterne tager livtag med operagenrens konservative regler om hvilke karakterer og stemmetyper en opera kan rumme.
EKKO præsenteres af Copenhagen Opera Festival på Aveny-T i et samarbejde med Teater Momentum og Den Fynske Opera, og det er et stort hold af både solister og performere der på scenen bærer den nykomponerede operaperformance ud til publikum. Og det er bestemt både smukt og overbevisende i sin kollektive væren, der – måske endda intentionelt – giver et indtryk af, at sand skønhed og ægte følelser kun vokser ved samarbejde og samspil.
De tre trænede solister – sopranen Katinka Fogh Vindelev, barytonen Simon Sumal og kontratenoren Steffen Jespersen – synger og performer side om side med performerne Aaron Josi Sternbauer, Alexis Daumerie og Joel Valois, samt ikke mindst Danica Dimefox, der som transkønnet kvinde synger partiet som Ekko, der forelsker sig i Narcissus, sunget smukt af barytonen Simon Sumal.
På scenen forelsker den ciskønnede heteroseksuelle Narcissus sig i den transkønnede kvinde Ekko, men deres forhold er så godt som dødsdømt på forhånd, da deres forhold er en trussel mod Narcissus’ maskulinitet. Og først da de finder hinandens sjæle i en anden verden, dybt nede på bunden af havet, finder de den sande kærlighed. Moralen er således, at den verden vi kender som den eneste eksisterende verden, ikke nødvendigvis er den bedste af alle verdener.
Librettoen i EKKO er skrevet af Alvina Chamberland, og forestillingen, der er instrueret af Nasim Arghili, er både sympatisk og inkluderende, men formen er stadig en udfordring.
På Aveny-T, hvor jeg overværede EKKO, spillede forestillingen i store sal, og både performere og det velspillende orkester var helt traditionelt placeret på scenen. Men dirigenten Rose Munk Heiberg var derimod placeret på et podie midt i publikumsopbygningen, hvilket absolut gav en flot kobling mellem scenen og salen, men til gengæld skabte lidt udfordringer hvis man ikke lige havde taget bestik af det på forhånd. Jeg sad således lige bag dirigenten, hvilket gav et mildest talt helt nyt perspektiv, da jeg ikke kunne se hvem der sang, når de stod på midten af scenen – hvilket de gjorde ret tit.
Udfordringen som kritiker er så, at jeg ofte ikke kunne sætte ansigter på stemmerne, og vil derfor undlade at kommentere eller vurdere de enkeltes præstationer, ud over barytonen Simon Sumal, der ofte sang i siderne på scenen. Og Simon Sumal nåede ikke bare ud til sit publikum med bravour – han bogstaveligt talt strålede som den smukke, men tvivlende Narcissus.
Og det gode er jo, at når man er tvunget til bare at lytte, frem for at se, bliver oplevelsen af Josefine Opsahls komposition kun større. Og Opsahls toner var entydigt dragende og medfortællende.
Det bliver spændende at følge OperArkitekterne fremover.
Under Copenhagen Opera Festival spillede EKKO på Aveny-T fra d. 13-18. august 2025.
foto: Rikke Hansen