Anmeldelse: ECLIPSE OF THE HEART // SVALHOLM, på Aveny-T

⭐⭐⭐⭐

De otte trin.

Nønne Mai Svalholms uhildede kamp mod misogyni og vold mod kvinder fornægter sig ikke i hendes seneste værk ECLIPSE OF THE HEART, hvor hendes minimalistiske koreografi kalder på refleksion, og samtidig giver god plads til Matilde Böchers smukke korsatser – med stemmer der både løfter og bærer forløb og bagvedliggende tanker.

I en spejlblank scenografi, der løber som en strøm ned ad trappen på Aveny-Ts foyerscene, står den fransk-canadiske danser Julia B. Laperriere foran en rejse hun ikke så komme, og som – efter otte trin – skal vise sig at tage hendes liv. Koreograf og iscenesætter Nønne Mai Svalholm har sat billeder på den britiske kriminolog Jane Monckton-Smiths otte trin – de otte forudsigelige trin som alt for ofte leder til partnerdrab. Og værket ECLIPSE OF THE HEART, der for tiden er i København på Aveny-T, er blevet et fint lille momentum der får dig til at stoppe op, og tænke.

Julia B. Laperriere for enden af trappens otte trin – med bølgen, der er skinnende på overfladen, men bundløst sort nedenunder. Foto: Søren Meisner

Koreografien i sig selv er hverken forklarende eller billedskabende i forhold til emnet eller fortællingen. Men med det tunge og mismodige tema in mente, giver danserens stående, glidende, snublende og faldende trin plads til de ildevarslende smukke stemmer i rummet, når dirigenten Cille Buch og Fredensborg Slotskirkes Pigekor fortolker Matilde Böchers korsatser.

I fall for everything you are.

De to dansere Julia B. Laperriére og Hilde I. Sandvold skiftes til at være kvinden i forestillingen, og som så ofte før i Svalholms værker, glider karakteren snarere ind i forestillingen som en del af et større billede, end en karakter man forstår og føler med. Led derfor ikke efter en historie eller en morale der fortælles som i et H.C. Andersen eventyr eller en Bournonville ballet, men husk i stedet på de dystre facts om kvindemord, og tag Svalholms glitrende værk ind som en reminder om, hvor let livet kan gå fra den lyse til den mørke side.

ECLIPSE OF THE HEART vises på Aveny-T d. 12.-22. november, 2025.

Foto: Søren Meisner

SE MERE HER OM NØNNE MAI SVALHOLM OG ECLIPSE OF THE HEART PÅ AVENY-T

SE MERE HER OM SVALHOLM DANS