⭐⭐⭐⭐⭐

Rune Glerups cellokoncert Om det der forsvinder er skrevet til Andreas Brantelid, men stjal publikums hjerter til DØDENS TONER. Allehelgenskoncerten blev opført i Konservatoriets Koncertsal, hvor Danmarks Underholdnings Orkester igen viste orkestrets store spændvidde og berettigelse.

For toner kan bare noget, når dirigentens rasende bevægelser bliver besvaret smukt, graciøst og stille. Følelsesladet og voldsomt. Eller med ekspressive arier samt dybfølte, præcise ord. Forskelligheden i udtryk var til at tage og føle på, da Danmarks Underholdnings Orkesters Allehelgenskoncert DØDENS TONER blev opført i Konservatoriets smukke koncertsal d. 8. november.

DØDENS TONER er så meget mere end blot en koncert, for lige som tidligere år, hvor den efterhånden traditionsrige Allehelgenskoncert bl.a. har haft besøg af forfatterne Naja Marie Aidt, Ulrik Thomsen og Maren Uthaug, så havde DUO i år inviteret digteren Pia Tafdrup til at dele ord fra digtsamlingen Hjertet i Zenit. Og da Pia Tafdrups følelser og ord blev flettet ind i Giovanni Battista Pergolesis Stabat Mater, blev der både sat ord og toner på en datters savn og tanker i forhold til sin afdøde mor, samt en moders tanker foran korset, hvor hendes søn hænger korsfæstet til offentligt skue.

Men først tog dirigenten Christian Reif sig kærligt af Samuel Barbers Adagio for Strings, hvor DUOs strygergruppe brillerede med koncertmester Vera Panitch på 1. violin i spidsen.

Smukt, graciøst, stille. Barbers Adagio var en perfekt indledning på den stemningsfulde aften, hvor salens efterårsramte gæster fik mulighed for at rumme døden, noget vi danskere ellers ikke er verdensmestre i. Så publikum i Konservatoriets Koncertsal blev fra start af holdt i hånden og beroliget – det skal nok gå. Døden er en del af livet, og Barbers toner havde så afgjort en vigtig rolle i den indledende og beroligende Adagio, hvor de langsomme toner kommer direkte fra hjertet.

Samuel Barber blev født i 1910, og døde i 1981 – samme år hvor den danske komponist Rune Glerup kom til verden, og jeg siger ikke at der er en eller anden guddommelig indgriben, eller nogen form for reinkarnation, men når en stor komponist forlader jorden, og en ny fødes på samme tid – så er det næsten at man begynder at tro på et eller andet. I hvert fald at døden ikke betyder verdens undergang, for der opstår altid nye toner, ny kunst, og der fødes hele tiden nye mennesker og kunstneriske sind, som komponisten Rune Glerup er et fremragende eksempel på.

Og lige som Rune Glerup i 2022 komponerede violinkoncerten Om Lys og Lyshed til Isabelle Faust – et værk der blev belønnet med Nordisk Råds Musikpris i 2024 – har Glerup nu komponeret en cellokoncert – Om det der forsvinder – til vores helt store klassiske cellist, Andreas Brantelid, som derfor selvfølgelig var hentet ind som solist ved dagens koncert. Til uropførelsen af Rune Glerups Om det der forsvinder.

Komponisten siger selv, at flygtigheden i, at alt omkring os der eksisterer, også forsvinder, er omdrejningspunktet i cellokoncerten. Men lige som det flygtige er let i udtrykket, så er det melankolske i at tage afsked også en naturlig del af Glerups komposition, hvis billedlige udtryk i mine øjne er både følelsesladet og voldsomt. Milevidt fra Barbers Adagio, men perfekt til DØDENS TONER.

Der er ingen tvivl om at Andreas Brantelid føler sig set i Glerups voldsomme lydlandskaber. Men hvorvidt det er anerkendelsen af samhørigheden de to imellem der i sidste ende er afgørende for den musiske symbiose, eller det er cellistens unikke behandling af sit instrument, der helt naturligt går i et med komponistens umiskendelige sans for formidling af store følelser, må være usagt. Men uropførelsen af værket – som en del af DØDENS TONER – og at Rune Glerup har skrevet Om det der forsvinder til Andreas Brantelid, er både fuldt forståeligt og et match made in heaven.

Og at Andreas Brantelid – som en komplet overraskelse – blev dekoreret, da han efter 1. del af koncerten blev tildelt Ridder af Dannebrogordenen, bidrog jo kun til den gode stemning.

Efter pausen blev der sadlet om, og med stoiske ekspressive arier var der nu fokus på moderfiguren i dens forhold til døden. Sopranen Emöke Baráth og kontratenor Morten Grove Frandsen tog plads ved Christian Reifs side, og Pergolesis Stabat Mater fyldte derefter Konservatoriets Koncertsal. Og ikke at forglemme: på den anden side af dirigenten sad nu David Mackor på den vildeste ærkelut, der bidrog med både smukke og overraskende toner. Cadeau til DUO.

Giovanni Battista Pergolesi døde som kun 26-årig, og hvis man skal have fortolket sit eftermæle, er stemmerne hos den passionerede sopran Emöke Baráth og Danmarks største kontratenor Morten Grove Frandsen ikke noget dårligt valg. De to sangere fyldte koncertsalen med en veritabel strøm af passion og vellyd, på trods af Stabat Maters ord om Jomfru Maria der bare kan stå lidende og se til, mens hendes søn hænger på korset.

Og passionssalmen fik ikke lov til at stå alene, for DUO havde jo også digteren Pia Tafdrups dybfølte, præcise ord med på programmet, og da Tafdrup delte ord fra digtsamlingen Hjertet i Zenit – flettet ind i Pergolesis Stabat Mater – fik publikum også en snert af hvad det talte ord kan. Både op imod, og i samspil med, Pergolesis længselsfulde Stabat Mater. Tafdrups egen smukt formulerede og nutidige sorg over tabet af sin mor, overfor Pergolesis Stod en moder under korset, fuld af smerte.

Danmarks Underholdnings Orkesters Allehelgenskoncert DØDENS TONER var her i 2025 således både med digtoplæsning, passionerede arier og en fantastisk uropførelse, så publikummet i Konservatoriets Koncertsal kunne næppe bede om mere.

Og jeg? Jeg glæder mig allerede til næste år.

Foto: Toke Bjørneboe

SE MERE HER OM DØDENS TONER & DANMARKS UNDERHOLDNINGS ORKESTER