⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Allerede helt fra start af fornemmer man Gershwins toners indflydelse på danserne, der har en fest i Arthur Pitas DEN STORE GATSBY. For Pitas koreografi er lige dele ballet, social dance og kontemporær dans, hvor Pita kombinerer dansearterne uden hæmninger – meget lig historien i F. Scott Fitzgeralds roman The Great Gatsby fra 1925, hvor fortællingen om overklassens uhæmmede ekstravagance og livsfarlige løgne har fascineret publikum de sidste 100 år.
Historien on den mystiske rigmand Jay Gatsby er for længst er blevet en klassiker, og med Den Kongelige Ballet i Arthur Pitas hænder på Store Scene i Operaen, har Det Kongelige Teater med DEN STORE GATSBY fået sig en kioskbasker der helt sikkert vil tiltrække fulde huse – også med nye publikummer, der måske ikke er så balletvante.
Fortællingen er ganske kort, at Nick, gennem hvem vi oplever fortællingen, flytter ind i et lille hus ved siden af rigmanden Jay Gatsbys paladsagtige domicil, bliver venner med den mystiske rigmand, og således også oplever de ekstravagante fester og overklassens lemfældige omgang med sandheden. For Jay Gatsby er hemmeligt forelsket i Nicks kusine Daisy, der er gift med den rige polospiller Tom Buchanan, og så kører historien ellers derudad med al den indbyggede ballade der ligger i utroskabens, misundelsens og kærlighedens fodspor. Men Fitzgeralds fortælling har ingen lykkelig slutning, og er således lige så meget en historie om moralsk fordærv, mystik og klassekamp – kort sagt en tidløs klassiker, der med stor succes blev filmatiseret i 1974 med Robert Redford og Mia Farrow, og nu kan opleves på den helt store scene i Operaen med Den Kongelige Ballet.

DEN STORE GATSBY er med sin præmis om overklassens ekstravagance naturligvis en spændende opgave for enhver scenograf, og på Operaens store scene er det Gary McCann der har skabt det livgivende univers. En scenerum, der både skal rumme den legesyge og dekadente rigmandsverden, samt det rå og afpillede arbejdermiljø, der i fortællingen står som skærende kontrast til hinanden, og kun bliver forbundet vis en smuk Rolls Royce, der med sin ikoniske kølerfigur Spirit of Ecstasy bogstaveligt talt kører overklassen fra den ene scene ind i den anden, for lige at understrege hvem der kommer på besøg. Det er en smuk og gennemtænkt detalje.
Det er en formidabel Ryan Tomash der dansede den store rolle som Gatsby ved premieren, og man fornemmer virkelig solodanserens fornemme blanding af stor erfaring og stadig videbegærlig danselyst i hvert trin i rollen som den mystiske rigmand. Nyd ham i denne fremragende præstation mens du kan – det store pres som dansernes kroppe bliver udsat for, betyder jo desværre at balletdansere pensioneres i en ung alder. Rollen som Gatsby danses alternerende med Oscar Ainscough.

Og Gatsbys hemmelige – men slet skjulte – forelskelse, Daisy Buchanan, blev med fortryllende overskud danset af Caroline Baldwin ved premieren, en præstation der ikke gjorde det svært at forstå Gatsbys forgabelse. Baldwin kan som få tilføre hverdagsbevægelser en ynde, der gør solodanseren til en af mine favoritter på dansevinylen. Daisy Buchanan danses alternerende af den talentfulde korpsdanser Victoria Bell.
Og de vidunderlige dansepræstationer står i kø i DEN STORE GATSBY, hvor specielt Alexander Stæger i nålestribet jakkesæt som den vrede Tom Buchanan, samt Andreas Kaas som den nytilflyttede og dermed uplettede Nick Carraway, bør nævnes blandt de store oplevelser. Men hele Corps de ballet er som tidligere antydet i festhumør, og med Gershwins fabelagtige musik og i arrangement af Frank Moon, samt Arthur Pitas lettilgængelige – men stadig stramt udførte – koreografiske verden af følelser og trin, så er DEN STORE GATSBY en seksstjernet oplevelse, der uden tvivl er blandt årets must see balletter på Det Kongelige Teater.
Foto: Camilla Winther
SE MERE HER OM BALLETTEN DEN STORE GATSBY PÅ DET KONGELIGE TEATER
Og se her hvis I skal spise før forestillingen:
LÆS ANMELDELSEN AF FORESTILLINGSMENUEN PÅ ALMANAK I OPERAEN HER