Anmeldelse: CYRANO DE BERGERAC // Odense Teater

⭐⭐⭐⭐

Martin Crimps CYRANO DE BERGERAC sender klassikeren på nye eventyr, men i Nicolei Fabers instruktion folder Benjamin Kitter sig ud præcis som helten var tænkt i 1800-tallet – genial til både ord og kamp, men komplet uden selvværd på grund af sin store næse. Og det giver skønt teater i Odense.

Med lige dele hiphop, spoken word og barok fastholder komponisten Hannah Schneider rytmerne i skuespillet, der med al tekst på rim hurtigt kunne gå grueligt galt, men ender med at give Nicolei Fabers skuespillere en bølge af velvilje at ride på, når de fortolker den gamle historie.

I en scenografisk gråtoneverden af Mie Riis boltrer både rim og kærlighed sig på døre og vægge, mens Odense Teaters huskoreograf Esther Lee Wilkinson har lagt en kåbe af bevægelsesmønstre ud over skuespillerne – ikke som snærende bånd, men snarere som en forløsende fortællemåde, og helt naturligt som et uundværligt bidrag til de smukke tableauer som Faber maler på scenen.

Men mine ord sigter ikke så godt efter mørkets frembrud.

Et skønt cast – med Benjamin Kitter som Cyrano og Cecilie Gerberg som Roxane i spidsen – får leveret historien om den uheldige helt med overbevisende charme, og både krigs- og kærlighedsscener bliver leveret så underfundigt og intelligent, at Edmund Rostands originale manuskript fra 1800-tallet ingenlunde lades i stikken, men snarere bæres videre til generationer af i dag, der nok skal finde vej til Odense Teater.

CYRANO DE BERGERAC er i Nicolei Fabers instruktion på Odense Teater blevet en 2024-version der på ingen måde virker bedaget, men i stedet – med en fremragende Benjamin Kitter i front – fremstår frisk og lige til at spise.

CYRANO DE BERGERAC spiller d. 5.- 28. september på Odense Teater.

Foto: Emilia Therese

SE MERE HER FRA CYRANO DE BERGERAC