⭐⭐⭐⭐
Cringe situationer, urimelige situationer og fantastiske situationer. Emil Rostrup & co.’s iscenesættelse af Caspar Erics handicapdigte er både legende let og seriøst alvorlig. Og samtidigt levendegør forestillingen CRIP på smukkeste vis digtenes budskab om at acceptere folk med handicaps som en ligeværdig og naturlig del af verden.
Den hudløst ærlige forestilling på Revolver kalder både på panderynken og umiddelbar forargelse, for Caspar Erics ord fortæller om hvordan mennesker med handicap ofte bliver behandlet. Men CRIP er med sin intelligente tilgang aldrig udskammende eller fingerpegende. CRIP gør hvad den siger, og lader tre skuespillere, der selv lever med handicaps, helt usentimentalt fortælle og formidle Caspar Erics digtsamlinger Nike, Nye Balancer og Crip.
De tre skuespillere – Andreas Buchtrup Andersen og Gustav Thaysen, der begge har cerebral parese, samt Pernille Vallentin Brandt der har en arvelig knogleskørhed, Osteogenis Imperfecta, og derfor også har det hørehandicap at hun er døv – tager hver sin digtsamling under kærlig behandling, og snakker, viser og agerer som Caspar Eric har tænkt sine ord.
Eller er det den enkelte skuespiller der taler? At man som publikummer aldrig helt ved om det er mennesket bag skuespilleren der taler og kommenterer, eller det er Caspar Eric, er et af de fine greb som driver forestillingen, der aldrig mister momentum.

CRIP udfoldes på scenograf Veronica Fabons stiliserede sportshals-scenegulv med inddelte felter og røgfyldte scenarier, hvor de tre skuespillere legemliggør Caspar Erics ord og fortællinger om hvordan verden ser ud når man har et handicap, og både forfatterens pointer og spillernes glød brager igennem både røg og damp. Man behøver ikke at have læst Caspar Erics digtsamlinger for at forstå forestillingen, der med både ord og rå filmklip skærer virkeligheden ud i pap for alle der tror livet bare er et yndigt papirklip.
Instruktøren Emil Rostrup har valgt at tilgå forestillingen CRIP som en fællesproduktion, hvor alle involverede kunstnere altid har noget at sige i processen. Et helhedsprincip og holistisk tilgang der må siges at være kendetegnende for den unge instruktør, der velfortjent i december 2025 fik overrakt den prestigefulde pris Teaterkatten af Foreningen Danske Teaterjournalister. Og ja, jeg ved godt at det efterhånden næsten mere er reglen end undtagelsen, at ordene samarbejdende og medskabelse står nævnt i forestillingsprogrammer i Danmark, men Emil Rostrup walks the talk – og skaber rent faktisk et arbejdsrum hvor alle medvirkende kunstnere føler de kan byde ind. Samtidig med at visionen fastholdes. Og det kan mærkes – på den fede måde.
CRIP vises på Østerbro Teaters scene Revolver fra d. 16. april til d. 23. maj, 2026.
Foto: Birk Thomassen