⭐⭐⭐⭐⭐
Når det sort/hvide spil absolut ikke er sort/hvidt.
Rockmusical klassikeren CHESS er på Det Ny Teater for tiden, og selv om den oprindeligt fik premiere i Londons West End i 1986, så er det politiske magtspil mellem stater og ideologier stadig så faretruende present, at du bør opleve CHESS mens den er her.
Og ja, det er den med musik af ABBA komponisterne Benny Andersson og Björn Ulvaeus, så ud over magtspillet, kærlighedsdramaet og det politiske spil, så får du også de fedeste harmonier og toner fra orkestergraven, spillet live med Mikkel Rønnow i spidsen for det 17 M/K store orkester på Det Ny Teater. What’s not to like?

Historien er kort fortalt, at den amerikanske verdensmester i skak, Frederick Trumper, skal møde den russiske udfordrer, Anatoly Sergievsky, i en kamp om mesterskabet. Men det er naturligvis meget mere end selve skakmesterskabet der er på spil – det bliver en kamp mellem de to stormagter, hvor ingen er for fine til at bruge beskidte tricks og afpresning på alle niveauer. Og da Trumpers assistent, Florence Vassy, samtidig forelsker sig i den russiske stormester, er der virkelig lagt op til slagsmål af den ufine slags. For da den russiske kommissær Molokov finder ud af at stormesteren vil hoppe af, og forlade både Rusland og sin kone Svetlana og deres to børn, starter historiens drama for alvor. Et drama, med Molokov på den ene side og USA på den anden, i form af den sleske TV-producent Walter, der vil gøre alt for at få det bedste TV i kassen. CHESS er kort sagt et drama om politik, følelser og livets store dilemmaer.
Men CHESS er også en af de bedste rockmusicals der findes, med Ulvaeus og Anderssons voluminøse musik, der med hits som One Night In Bangkok og Heaven Help My Heart, gør CHESS til et must. Ja, iscenesættelsen af Markus Vita og koreografien af Heather Douglas kan i momenter virke fastlåst og en kende bedaget, men det er klassisk og stringent, og det er svært at smyge sig udenom skakbrættets sort/hvide farver, der fuldstændig dominerer musicalen.

Men sort/hvide farver eller ej, når hovedpartierne spilles og synges af så gode navne som Xenia Lach-Nielsen som Florence, Anders Gjesing som den amerikanske verdensmester Frederick Trumper, Thomas Høj Falkenberg som russeren Anatoly, og Jon Lange som TV-producenten Walter, så er der kun en ting at gøre – at læne sig tilbage og nyde musikken.
CHESS spiller på Det Ny Teater fra d. 25/9 til d. 7/12, 2025.
Foto: Camilla Winther