⭐⭐⭐⭐⭐

Krig og kærlighed. Kunst, magt, indflydelse og privilegier.

Den netop overståede performance festival CC10 løftede Copenhagen Contemporary til nye højder, med sin gennemtænkte blanding af performances, aktivisme, talks og koncerter. Med et program der strakte sig fra PUSSY RIOT og talks om performancekunstens relevans, til workshops og papmaché figurer, åbnede Refshaleøens legendariske bygninger sig for et kæmpe publikum, og manifesterede sig igen som den uundgåelige magtfaktor i kunstverdenen som Copenhagen Contemporary (CC) reelt er.

Og netop ordet magt, med al den relevans og iboende forpligtelser der følger med, kunne sagtens have været både undertekst og overskrift på festivalen, der på så mange plan italesatte hvordan aktivisme og performancekunst ikke bare kan være farlig for magthavere, men også med selvindsigt bør tage sin egen rolle alvorligt.

Er der en modsætning mellem radikal kunst og penge?

Copenhagen Contemporarys direktør Marie Laurbergs talk Future Bodies med performancekunstneren Esben Weile Kjær var et godt eksempel på hvordan CC griber kunsten an, for ikke alene giver direktøren for det hele festivalens gæster en mulighed for at møde en kunstner de ellers kun kender via hans værker, hun udfordrer også kunsten, værkerne og kunstnerne bag.

Når Laurberg og Esben Weile Kjær diskuterede performance og funding med begreber som Capitalist Reality, og hvorvidt man reelt kan tro på hvad man ser og oplever, med direkte reference til Andy Warhols legen med beskueren, så fik gæsterne i Hal 6 ikke kun en 1:1 oplevelse med en kunstner i kød og blod, performancekunsten blev også løftet op på et akademisk plan, der kunne tilfredsstille selv de mest professorale blandt gæsterne i den proppede Hal 6.

Men CC10 var også en festival for børn og familier, hvilket den britiske performancekunstner Monster Chetwynd demonstrerede med sine teatralske tilbøjeligheder og store armbevægelser, der både tiltrækker børn og voksne.

Monster Chetwynd, der I 2012 blev nomineret til den prestigefyldte Turner-pris, havde på CC10 ikke mindre end 15 performere med, der i Chetwynds allerede opsatte udstilling A Feather in your Hat – et magisk legeunivers for både børn og voksne, hvor kreativiteten får lov til at udfolde sig – genfortalte og fortolkede klassikere fra både balletten og musikkens verden i performanceværket Day for Night.

En udpræget legende og immersiv performance, hvor Chetwynd hundser rundt med publikum, der elsker det. Men også en performance der rummer uforudsigeligheden og improvisationen, der er endnu et af Monster Chetwynds kendetegn. Og publikum var ellevilde. Ikke mindst alle de små, der nok skal blive stamgæster i Copenhagen Contemporarys haller. Endnu et flueben kan hakkes af i strategiplanen for de store haller på Refshaleøen.

Omvendt, så var Miriam Kongstads dunkle, men smukke performance HARD PLAY anderledes dyster i sin leg med kønsidentiteter og sociale normer.

Legende, uskyldigt og ømt. Men HARD PLAY er ikke for børn.

Med en halvanden meter lang fletning, der skiftevis symboliserer prinsessehår, sjippetov, hundesnor og pisk, formår Miriam Kongstad at skabe billeder, der i komponist Heva Vaupels intense lydunivers tegner alle de bortgemte – eller ikke anerkendte – traumer, som børn tager med sig i livet fra deres uskyldige børnelege, hvor kønsidentiteter og sociale normer spiller en større rolle end vi alment anerkender. Miriam Kongstads performance HARD PLAY kan med sine gentagne bevægelser og repetitive koreografi i et røgfyldt rum, hvor Vaupels toner snører rummet yderligere sammen, være tæt på traumatiserende, men har også en nærmest meditativ virkning på sine publikummer, der står eller sidder tæt, helt op ad den store scene.

Heva Vaupel ejer rummet med sit elektroniske lydunivers, hvor Miriam Kongstad krøller sig sammen og pisker sit publikum med små bidder af for længst glemte (skjulte) virkeligheder.

Miriam Kongstads smidighed matcher hendes koreografiske fortælleevner, og slutresultatet er ikke for børn. Men det var heller ikke meningen, og det store publikum i Hal 6 var da heller ikke et sekund i tvivl om Kongstads intentioner med HARD PLAY. En intens oplevelse.

Og ligesom Marie Laurbergs talk med Esben Weile Kjær, var Laurbergs næste talk – med Nadya Tolokonnikova og Margrethe Vestager – da heller ikke for børn. For selv om der også var plads til grin og latter, så var det storpolitik og aktivisme på flere plan der var hovedemnet.

I had massage too – in prison, from my fellow inmates.

Pussy Riots Nadya Tolokonnikova var hurtig i replikken, da tidligere kommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen Margrethe Vestager fortalte om magtens bekvemmelighed, eller rettere, at man ikke skal tage magt, indflydelse og privilegier for givet – de er blot til låns. Og det er et meget godt billede af forskellen på deltagerne på Copenhagen Contemporarys performancefestival CC10 – en forrygende flot tre dages markering af CC’s 10-års jubilæum, hvor både børn, punks, og kommissærer var velkomne. Selv kulturministeren ville have været velkommen.

Det var som sagt Marie Laurberg, direktør for Copenhagen Contemporary, der tog en snak om aktivisme og kunst med Pussy Riots stifter Nadya Tolokonnikova og Margrethe Vestager, men det tog ikke mange minutter før snakken også kom ind på magt og indflydelse, og hvad det medfører af forpligtelser og privilegier. Det var to verdener der mødtes på Refshaleøen, for mens kommissæren Vestagers kamp mod IT-giganterne foregik på papiret eller bonede gulve, så betød Pussy Riot aktivistens kamp mod den russisk-ortodokse kirkes hykleri, at hun endte i en straffekoloni i Mordovia, 400 kilometer fra Moskva og hendes lille barn. Alt imens EU-parlamentet nominerede de fængslede Pussy Riot medlemmer til den vigtige Sakharov-pris, for deres aktivistiske kamp for menneskerettigheder i Rusland.

Men selv om der var stor forskel på de to deltagere, så blev det en både facetteret og interessant talk, der da også trak et stort publikum på CC10, der som sagt bød på et meget bredt syn på kunst og performance. Og et program, der over tre dage var fyldt med meget forskellige performances i CC’s udstillinger, talks med både alvor og humor, og performancekoncerter der rykkede.

For det er ikke bare pjat når russiske Pussy Riots Nadya Tolokonnikova i sin performancekoncert hen mod midnat sidder på kanten af en projektion af et interview med Putin, eller et billede af et kvindeansigt, hvor blodet siler ned ad kinderne. Det er et opråb. Det er aktivisme. Og det er bare en af de former for performance som Copenhagen Contemporarys performancefestival CC10 bød på, i et diverst program der både talte til intellektet og følelserne.

Mission accomplished.

CC10 blev afviklet på Copenhagen Contemporary d. 23. – 25. januar, 2026.

Foto: Casper Koeller, Sceneblog.dk

SE MERE HER OM PERFORMANCEFESTIVALEN CC10 PÅ COPENHAGEN CONTEMPORARY