⭐⭐⭐
My Blessikas didn’t stop for religion or a weeping priest.
Ellen Söderhults djævleyngel leger med ilden på AFUK, hvor mørket, lyset, ilden og skriget kæmper om magten. På nippet af en jumpscare lader Söderhult fire hvidklædte væsener sværme om publikum i en mørklagt sal, og efter vi som prolog hørte en ulykkelig mor fortælle om sin kamp for sine firlinger, skal der ikke meget til før vi mærker uhyggen kravle ned over ryggen.
De fire blessikas – Blessika 1, Blessika 2, Blessika 3 og Blessika 4, er kommet til verden for at blive, men hvem de er, eller rettere hvad de er, er gåden i Ellen Söderhults creepy storyline. For med deres kridhvide flæser, pink strømpebånd, bare rumper og lange lyserøde djævlehaler, er der mere på spil mellem himmel og jord end godt er. Söderhults uskyldshvide blessikas er i både form og tone overnaturlige væsener, og den provokerende koreografi og komponist Kajsa Bloms lyddesign gør os kun endnu mere sikre på at de er djævleyngel, sat i verden for at gøre skade.
Ellen Söderhult, der er tidligere elev på AFUK, undersøger dansens væsen, og med forestillingen BLESSIKA ønsker koreografen at belyse dansen både historisk og mytologisk set. Og hvis man, som jeg, er til horror, gore og splatter, er Söderhults dansethriller bestemt både fascinerende og til dels pirrende, som kun en gyser kan være det. Men den dybere mening med fortællingen havde jeg dog svært ved at følge. Ikke fordi jeg savnede den specielt meget – jeg var fint underholdt – og bare Amanda Hedman Hägerströms fantasy world agtige kostumer og dunkle scenografi er i princippet nok til at løfte BLESSIKA ud af normaliteternes verden. Og da alle fire dansere – Cajsa Godée, Catarina Zarazua Mujo, Nathalie Wiberg og Ellen Söderhult selv – absolut var disciplinerede i deres djævelske udfoldelser i mørket, må man sige at missionen med at fange min opmærksomhed er lykkedes.
Om det er nok for koreografen ved jeg ikke – men det var nok for mig som publikum, og interessant nok til stadig at hænge ved.
Foto: Fredrika Eriksson