Anmeldelse: BEST OF LA TRAVIATA // Copenhagen Opera Festival og Tivoli Copenhagen Phil, i Tivolis Koncertsal

⭐⭐⭐⭐⭐

Hvilken perfekt afslutning på en forrygende operafestival. Violetta vækket til live, og en Tivolis Koncertsal, der ikke bare var proppet med glade festivalgæster fra hele verden, men også med følelser og stemmer der flød over af ypperlig kunnen.

For mig startede Copenhagen Opera Festival 2025 allerede i slutningen af juli, da deres mobile operaperformance RIDE! SING! REPEAT! var på besøg på gadeteaterfestivalen PASSAGE i Helsingør, og når jeg har kigget ud ad vinduerne derhjemme, har jeg ofte set Showbåden sejle forbi på kanalerne. Så med et program der i år – ud over det flotte program på Festivalscenen på Den Røde Plads – var proppet med elegante eksperimenter og overraskende performances, så var det en fornøjelse at kunne slutte af med operakoncerten BEST OF LA TRAVIATA i Tivolis Koncertsal – en klassiker der emmer af store følelser, samt vellyd og toner der hænger ved i lang tid efter festivalen officielt er slut.

Der så jeg hende, kurtisanen Violetta, for første gang, og der tabte jeg mit hjerte. Mathias Hammer var fortælleren, der med Alfredos ord bragte os til Paris i det 19. århundrede.

Det var Mathias Hammer der var fortælleren, og hvis der er nogen der kan sine klassikere, så er det pianisten, tv-værten og videns mennesket Mathias Hammer. Med lige dele alvorlig indleven og korrekt – men også medfølende – holdning, læste Hammer op fra historien, som sad han sammen med familien ved pejsen derhjemme. Og hvad vigtigst var, hvad enten han stod som et lysende fyrtårn foran orkesteret, eller sad i sin fortæller lænestol i siden af scenen, så troede vi som publikum på fortællingen. Je suis Violetta.

Til operakoncerten BEST OF LA TRAVIATA havde kunstnerisk direktør Amy Lane hentet den spanske sopran Serena Sáenz til byen for at synge Violetta, samt den amerikanske heltetenor Leonardo Capalbo i partiet som Alfredo. Og desuden toppet op med den norske baryton Audun Iversen, der som Alfredos far spiller en stor rolle i dramaet om kurtisanen Violetta, der efter et heftigt liv med fester, Champagne og sugardaddies, endelig finder kærligheden i Alfredo, men må opgive ham for at redde Alfredos families ære. For en respektabel familie kan jo ikke have en kurtisane med i familiealbummet.

Stjernesopranen Serena Sáenz var i byen for at synge og dø som Violetta.

Som det fremgår af det ultrakorte handlingsreferat, så er Giuseppe Verdis opera La Traviata proppet med store følelser, for det er ikke kun kærlighed og ære der er på spil, Violetta viser sig også at være døden nær med tuberkulose, og ender sine dage i Alfredos arme – efter at have tilgivet alt og alle for deres fordomme. Det er derfor sindssygt vigtigt at besætte rollerne med sangere der kan mere end blot synge deres rene toner – i 2025 er det ikke nok at kunne synge, de skal også kunne spille karaktererne.

Og her har den branddygtige Amy Lane og Copenhagen Opera Festival ramt plet, for at opleve Serena Sáenz som den renhjertede Violetta på dødens rand var både smukt og rørende. Og når Leonardo Capalbo som Alfredo smider både smoking og sko, og indtager rollen som angrende kæreste i landlige omgivelser, så forstår man hvorfor Violetta var klar til at sælge alle sine værdier fra tiden i Paris, bare for at være sammen med Alfredo – den eneste der virkelig elskede Violetta for det menneske hun var.

Leonardo Capalbo synger sin anger ud som Alfredo – liggende på gulvet foran Tivoli Copenhagen Phil.

BEST OF LA TRAVIATA var således mere end blot en koncert, hvor solisterne sang de smukkeste arier fra Verdis mesterværk, mens Tivoli Copenhagen Phil under dirigent Henrik Schaefer veloplagt spillede Verdis toner, præcis som de skal spilles. For denne lune augustaften i Tivolis Koncertsal, hvor Copenhagen Opera Festival havde sat alle sejl til, var en aften hvor følelserne fik frit spil, og hvor publikum så Serena Sáenz vække Violetta til live, og Leonardo Capalbo lod Alfredo føle, hvad kærlighed virkelig er. Det var kort sagt en stor aften.

Tak til Copenhagen Opera Festival for denne gang – og husk: Man skal aldrig være for fin til at knibe en tåre, når Violetta lukker øjnene for sidste gang.

Operakoncerten BEST OF LA TRAVIATA blev opført d. 21. august i Tivolis Koncertsal, på Copenhagen Opera Festival 2025.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen

SE MERE HER FRA BEST OF LA TRAVIATA PÅ COPENHAGEN OPERA FESTIVAL 2025