⭐⭐⭐⭐⭐
Skru lidt mere op!
Mantraet for dette års show var klart som en kold skovsø i Dyrehaven – og opfordringen som bakkesangerinderne præsenterede for både deres kapelmester Kenneth Sichlau og publikum, talte lige ind i alle de forventningsfulde blikke der fyldte det proppede Bakkens Hvile til kanten. Der skulle være gang i den – og det kom der!
Skidt med det – når bare vi får en lille én.
Det var Tina Grunwald der i blå farver lagde hårdt ud, og hvad enten der blev sunget om Tinas mange frække herrebekendtskaber, eller nydelsen af en lille én som kan fikse det meste, så var det karismaen der tog solidt fat i publikum – og holdt fast. Ud over Tina Grunwald var det Dot Wessman, Sus Mathiasen og Ann Farholt der udgjorde sangkvartetten i år, og hold nu op hvor var showet en opvisning i holdsport. For det er tydeligt at d’damer er der for hinanden, og de kan lide det.
Jeg må straks indrømme at det var første gang jeg besøgte etablissementet, selv om jeg er født og opvokset i det grønne område hvor Bakkens Hvile holder til – og i øvrigt nu har gjort det i 149 år! Så jeg var altså en rookie, en virgin, en grønskolling, eller hvad man nu skal kalde det, når man er den eneste blandt det store publikum, der helt tydeligt ikke kendte de små tricks og unoder som de skønne bakkesangerinder udsætter deres helt tydeligt bakkevante publikum for. Men jeg skal love for man hurtigt kommer med på vognen, der på Bakken er læsset med hjertevarme, fadøl og sjofle sange en masse. For det er også fællesskabet der tæller på Bakkens Hvile.
Sangene, som bakkesangerinde trakterer med i dette 149-års gamle næsten-jubilæums-show, er en frodig blanding af lidt gammelt og lidt nyt, lidt lånt og lidt blåt. Dot Wessman holder fat i traditionerne på Bakkens Hvile, hvor hun i år kan fejre 50-års jubilæum, og for en rookie som mig var det spændende at høre lidt om dengang den helt unge Dot hjalp til i restauranten, og om hvordan hendes tæft for både forretning og showmanship har ført til, at hun stadig står stolt på scenen på Bakken.
Men naturligvis er det bakkesangerindernes sangkatalog der er det vigtigste. Og i Michel Castenholts instruktion præsenterer sangerinderne sig med charme, både som gruppe og individuelt. Som f.eks. når den altid uskyldsrene Sus Mathiasen – med plirrende øjne og naive smilerynker – på smukkeste vis synger om dengang hun som malkepige kom til at malke gårdkonens mand. Så ved vi at vi er landet det rigtige sted. For små søde sange som netop Der sker sgu altid noget – med tekst af Poul Due og musik af Frank Learn – er essensen af Bakkens Hvile, og så er det jo altid godt at lære sangerinderne at kende, en efter en.
På samme måde var den altid skønne Ann Farholt med sin jazzede hæse stemme et fixpunkt i showet, der jo bæres af personlighed og sangstemmer. Og da den karismatiske sangerinde erklærede sin kærlighed til København i visen Sommernatten – med tekst af Robert Arnold og musik af Gideon Walberg – viste Bakkens Hvile hvad bakkesangerinderne også kan, nemlig at røre.
Men hør nu blot, Dot. Det ku’ jo blive godt, Dot. Jeg ved godt han fik en masse stemmer – men det var jo mig der gjord’ det nemmer’.
Der er skam også lidt politisk svirp med pisken, som når Dot Wessman – dronningen af Bakkens Hvile – afslører hun har fået et hemmeligt kærestebrev, der mest af alt minder om en jobansøgning.
For når Venstres stadigt siddende formand synes Dot skal skifte sin bartender ud (her skal det nævnes, at bartenderen rent faktisk er Dot Wessmans kæreste Morten Messerschmidt), og det er den ferme ordsmed Flemming Jensen der har skrevet den fængende visetekst, så ligger vi alle sammen flade af grin. Undtagen bartenderen naturligvis, der truende knytter næverne i baren, når Dot med et forlegent smil læser Troels’ brev op.
Og da showet BAKKENS HVILE 2026 også er proppet med gamle slagere som Gå med i Lunden og Køb blomster, køb blomster, hvor hele salen synger med, så er showet i år præcis hvor det skal være. Frækt og frivolt, rørende og hjertevarmt, samt et enkelt lille svirp som ledsager til den kolde fadøl.
Foto: Bakkens Hvile pressefotos