Anmeldelse: ALT DET SOM ER // Aalborg Teater

⭐⭐⭐⭐

Julie Maj Jakobsens vidunderlige tekst ligger præcis hvor den skal i munden på Aalborg Teaters bundsolide ensemble. ALT DET SOM ER rammer plet i hver sætning og hvert ord – samt i al den handling, som aldrig sker.

Det er afvæbnende og forløsende at besøge Aalborg Teater for tiden, når Camilla Gjelstrup og Martin Ringsmose som det midaldrende par Lea og Per, endelig får talt ud. Det skulle de måske have gjort for mange år siden, men præcis som i virkeligheden, lader Julie Maj Jakobsen parret simre i egen sovs gennem et helt liv, for så først at tage livet op til revision når datteren Cecilie – skønt og ligefremt spillet af Julie Bunimowicz – flytter hjemmefra.

Og når konturerne af præcis de samme konflikter tegner sig i Cecilies forhold til kæresten Kasper – danderende skødesløst skønt spillet af Jeppe Ellegaard Marling – og en iboende lille katastrofe i form af en tidligere kæreste (Nadia Nouamani) dukker op – så aner man helheden i den fine forestilling, der er konceptueret af dramaturg Madeleine Røn Juul og Gøje Rostrup, og instrueret af Geir Sveaass.

Nadia Nouamani, Camilla Gjelstrup, Julie Bunimowicz, Jeppe Ellegaard Marling og Martin Ringsmose på usikker grund. Foto: Rumle Skafte

ALT DET SOM ER er forløsende smukt taleteater uden dikkedarer – i Gøje Rostrups ligeså no bullshit scenografi, hvor det solide fundament som man tror ens forhold er bygget på, viser sig at være usikkert, flydende og foranderligt. For alting ændres konstant, og intet er i virkeligheden som ALT DET SOM ER.

Forestillingen ALT DET SOM ER spiller på Aalborg Teaters Lille Scene fra d. 15/11 – 20/12, 2025.

Foto: Rumle Skafte

SE MERE HER OM FORESTILLINGEN ALT DET SOM ER PÅ AALBORG TEATER