Anmeldelse: 4:48 PSYKOSE // Sort/Hvid og Glad Teater, på Teater Sort/Hvid

⭐⭐⭐

Jeg er skyldig og jeg bliver straffet. Jeg har overgivet mig til døden.

Sarah Kanes legendariske eftermæle, monologen 4:48 PSYKOSE, er en vanvittig stærk tekst, der absurd nok lever i sig selv, og i princippet kan opleves med lukkede øjne. Men selvfølgelig skal man som teatermenneske prøve at iscenesætte Kanes tekst, hvilket da også er blevet gjort med fine resultater adskillige gange. Men desværre er forestillingen på Teater Sort/Hvid, produceret af Glad Teater & Sort/Hvid selv, ikke blevet så stram og præcis som Kanes tekst fordrer.

Hovedrollen som Kane der kun kan tænke på døden bliver spillet aldeles fint af skuespilleren Anne Reumert, der i Jesper Michelsens instruktion dog er den mest smilende Sarah Kane jeg nogensinde har set. Men hun forstår sin tekst, og hun er bestemt troværdig, om end hun i sit knaldrøde outfit – der i forestillingen følges op af flere scener i rødt lys – let kunne forveksles med en kvinde med lyst på livet.

Gravstedsscenografien af Lise Marie Birch er rent faktisk ret flot, med en mausoleum lignende opstilling af et stort gravmonument med både blomsteropsats og hemmelige døre, og kyllingen i teksten, Sarah Kane selv, bliver også iscenesat med en roterende udstoppet høne (ikke noget nyt greb, men alligevel fint i sammenhængen).

Anne Reumert som Kane på gravens rand, med Andreas Flodin Pedersen, Janick Pihl Nielsen og Michele Hagelund Rasmussen som Kanes flyvske tanker.

Men når scenografien fylder, både fysisk og mentalt, og de tre spillere fra Glad Teaters ensemble – Andreas Flodin Pedersen, Janick Pihl Nielsen og Michele Hagelund Rasmussen – som hhv en krage, en hjort og en kanin, stumt og sort agerer Kanes tankemylder, samtidig med en lidt for overdreven brug af diskolys og -lyd, samt perler og blod der falder ned fra himlen, så drukner den fantastiske tekst desværre alt i alt i Glad Teater & Sort/Hvids version af 4:48 PSYKOSE.

4:48 PSYKOSE af Glad Teater & Sort/Hvid spiller d. 16-31/1, 2026 på Teater Sort/Hvid i Kødbyen.

Foto: Søren Meisner

SE MERE HER OM 4:48 PSYKOSE AF GLAD TEATER & SORT/HVID