⭐⭐⭐⭐⭐
”I walk alone on the boulevard of broken dreams”
Da punkrock bandet Green Day indspillede deres album American Idiot blev de af mange true punks dømt ude, der var for meget vellyd, og det var et sell-out i forhold til punkens grundmantra om fuckfingeren til alle. Men albummet blev en kæmpe succes, og forsangeren Billie Joe Armstrong transformerede endda senere det ikoniske materiale om til musicalen AMERICAN IDIOT, der nu rammer Østre Gasværk.
AMERICAN IDIOT er fortællingen om Johnny, eller forstædernes Jesus som Armstrong kaldte ham, der med sine to venner Tunny og Will er som unge ofte er – urolige, utålmodige, og overbeviste om at der må være mere til verden end det liv de er vokset op med.
”In a land of make believe – that doesn’t believe in me”
Will bliver solidt sunget af Johannes Nymark, Tunny synges flot af musicalstjernen Diluckshan Jeyaratnam, og den utilpassede Johnny bliver intet mindre end fremragende sunget af rockmusikeren Viktor Norén fra Sugarplum Fairy, hvilket både kan ses og høres tydeligt, for Norén er helt klart tættest på sin karakter. De tre venner søger mod storbyen, mod militæret og mod den store kærlighed, men bliver i Green Days samfundskritiske drama ramt af virkeligheden i et USA, hvor junk, fjendens kugler, ulykkelig kærlighed og hverdagens realiteter rammer dem med en forhammer, før de kan vende tilbage og se sig selv i øjnene.

”Tell me when it’s time to say I love you”
Julie Steincke er overbevisende som storbyens revolutionære kvindelige modstykke til Johnny, og selv om hendes navn er Whatsername da han kun kan huske hendes ansigt fra junktågerne, er karakteren vigtig for fortællingen om Johnny, og Julie Steincke skøn som kvinden der ved hvad hun vil.
AMERICAN IDIOT på Østre Gasværk er en super gennemført Heltemus produktion, der med et stort veloplagt cast, Benjamin La Cours overvældende flotte scenografi, samt et bragende godt liveorkester under ledelse af Mikkel Gomard, er et godt bud på sommerens store Musical.
Foto: Huset Mydtskov