Anmeldelse af forestillingsmenuen, foråret 2026 på restaurant ALMANAK i Operaen.
Forårskådhed i glasset på Almanak.
Jeg ved det godt, men jeg kunne ikke nære mig. Forårssolen legede med vores glas på 4. balkon med så smukke billeder skabt i vinen, at Sceneblogs fotograf hurtigt stillede skarpt på de spejlvendte billeder af Inderhavnen og den nedadgående sol. Og så har jeg lige vendt glasset om, så man ikke bliver helt rundtosset. What’s not to like.
Det var et smukt syn, og det blev ved hele menuen igennem, men selvfølgelig var det hvad vi fik på tallerkenen, der var det vigtigste. Vi skulle ind og anmelde premieren på balletten LADY MACBETH her i Operaen, og da vi tjekkede forestillingsmenuen hos Almanak, var der ingen tvivl om hvor vi skulle spise før forestillingen. For der var dømt forår på alle parametre i restauranten på toppen af Operaen, hvor vi indledte aftenen med et smukt glas Champagne fra Robert Barbichon for lige at få gang i blodomløbet, hvorefter den fire-retters forestillingsmenu begyndte med hvide asparges.
De hvide asparges var fra Holland, da Almanaks foretrukne fynske ikke helt er dukket op endnu, og køkkenchefen overraskede ved at have syltet vores asparges i hyldeblomst, hvilket virkelig var en forårsbebuder. For sammen med det milde glas Sancerre fra Caillottes som sommelieren havde udset sig som første glas på vinmenuen, fyldte smagen af asparges i hyldeblomst virkelig meget.
Og når vores hvide vitaminrige grøntsager nu var blevet trukket op fra deres mørke hjem i jorden, så skulle man da være et skarn hvis man ikke serverede dem med en skummende dejlig sauce Mousseline, hvilket jo er en klassiker. At der så endda var tilføjet en snert Dashi og smukke Guldstjerner på toppen, gjorde det jo bestemt ikke ringere.
Ikke så ringe endda kunne man også sige om næste ret, hvor lammet kom på bordet.
Det møre lam var endnu en forårsbebuder, og selvfølgelig var det fine kød fra Varde Ådal Lam. Et familiedrevet økologisk landbrug, der sværger til de samme gode værdier som LOCA Restauranter, der driver Almanak.
Lammet lå i ske med fine grønne asparges og lidt løg, og saucen der blev hældt over ved bordet smagte guddommeligt – ikke mindst på grund af salvien. Køkkenchefen kan sit kram, og ved at djævelen ligger i detaljen. Og på samme note kunne man nævne den tilhørende vin, hvor den let røgede smag af vulkansk aske syntes tydelig. ETNA ROSSO hed vinen fra Giovanni Rosso på Sicilien, og jeg må da også indrømme, at vi overvejede om røgsmagen kan tilskrives en form for placeboeffekt, i og med at vinen er dyrket i vulkansk jord. Men den var perfekt til lammet, og det var det vigtigste.
Apropos gode værdier, så har jeg flere gange oplevet at Almanak bruger mest muligt af dyret der skal spises, hvilket ikke blot er sund fornuft og gastronomisk bæredygtigt, det skaber også nye muligheder for nye serveringer, man ikke lige har set før.
Og kyllingen, der var i tredje ret i forestillingsmenuen, lå da også i to forskellige udskæringer på tallerkenen. Et pænt stort stykke saftigt brystkød med sprødt skind, og et mindre stykke kød stegt på lårknoglen, for derefter at blive stuffed med en lækker fars af persille og gulerodstoppe. Farsen overraskede min ledsager med sin markante smag, men i følgeskab med de fineste spæde gulerødder og en ditto creme med urter, bidrog farsen til retten, som alt i alt var både velkendt og ny i sit udtryk.
Og med en kraftig LANGHE NEBBIOLO fra Mauro Marengo i glasset, var landkyllingen i absolut bedste selskab.
Og da vi var nået til desserten, og der stadig var ca 45 minutter til vi skulle ind i salen, så havde vi god tid til at nyde de små detaljer på Operaens 4. balkon. Både udsigten til alle træbådene der lige nu stævner ud i Inderhavnen, samt alle de forårskåde gæster på Ofelias Plads ud for Skuespilhuset, og ikke mindst spillet og billederne der blev skabt af den nedadgående sol i vores glas, som det allerede kunne ses på anmeldelsens coverbillede.
Men også selve den delikate dessert var smuk, og både den velsmagende sorbet, mazarintærten, rabarberen og den søde marengs, samt den sprøde tuile på toppen, matchede vores dessertvin – en Bracchetto D’Acqui fra San Maurizio, der – som det kan ses – ikke mistede sin værdighed bare fordi solen ville lege med.
Alt i alt en aldeles velsmagende og gennemført forestillingsmenu, serveret præcis så afslappet men stadig kontrolleret som en menu før en forestilling skal være. Og vi, der jo var på arbejde som anmeldere, kunne derfor stille og roligt glide ind i vrimlen af glade premieregæster på de nedre etager, og derefter ind i den mørke sal til balletten LADY MACBETH.
Foto: Sceneblog.dk